SF foreslår minimumsstraffe

NYHED: Som del af et markant bandeudspil foreslår SF en minimumsstraf på ét års fængsel for at besidde skydevåben. Her er SF mere vidtgående end regeringen.

Socialistisk Folkeparti vil sikre, at domstolene i praksis giver mindst et års fængsel, hvis man bliver taget med et skydevåben på sig. Det fremgår af det udspil, partiet onsdag lagde frem. Et udspil, der indeholder såvel hardcore retspolitiske tiltag som mere langsigtede, præventive initiativer.

Mens de bløde, præventive tiltag altid har fyldt godt op i SF's retspolitiske værktøjskasse, er det noget relativt nyt, at partiet også ønsker markante straffe til de kriminelle bandemedlemmer, der er helt "uden for pædagogisk rækkevidde".

Med onsdagens udspil følger SF-formand Villy Søvndal imidlertid op på den "akutplan", partiets integrationsordfører Astrid Krag sidste vinter fremlagde efter de omfattende indvandreruroligheder dengang.

Jernnæve og social indsats
"Her og nu er SF parat med jernnæven overfor rockere og indvandrerbander, men modsat regeringen står vi samtidig klar med den nødvendige sociale, integrationsrettede indsats, som kan knække bandernes fødekæde," hedder det i SF's udspil.

Partiets tilslutning til minimumsstraffe for besiddelse af skydevåben markerer dog et klart brud med SF's hidtidige retspolitik. Minimumsstraffe er en metode til at sikre, at domstolene rent faktisk følger Folketingets ønske om betydeligt hårdere straffe - i stedet for som tidligere at fortsætte med at idømme langt mildere straffe, end de folkevalgte ønsker.

Hader minimumsstraffe
Minimumsstraffe møder traditionelt heftig modstand fra embedsmændene i Justitsministeriet og fra dommerstanden, der gerne selv vil bestemme straffeniveauet. Den modstand har ført til, at skiftende justitsministre uanset politisk farve har opgivet minimumsstraffe.

Det gælder også de konservative justitsministre Lene Espersen og Brian Mikkelsen, der begge har droppet kravet, selvom minimumsstraffen egentlig var en gammel konservativ mærkesag.  

Afgørende forskel
I justitsminister Brian Mikkelsens plan skal straffen for besiddelse af skydevåben skærpes fra "normalt 6 måneders fængsel til 1 års fængsel", tilsyneladende det samme som SF foreslår. Men der er en afgørende forskel:

For justitsministerens formulering binder ikke domstolene, der således vil få mulighed for at anlægge en langt mildere straffepraksis, hvis de også måtte ønske det i dette tilfælde. 

,

Forrige artikel Danskerne vil have tryghed gennem overvågning Danskerne vil have tryghed gennem overvågning Næste artikel Frustrerede lærlinge smadrer ruder i Undervisningsministeriet