Seeberg: Virksomheder skal tage mere ansvar

INTERVIEW: WWF Verdensnaturfonden i Danmark fejrer tirsdag 40 års jubilæum. Generalsekretær Gitte Seeberg fortæller i dette interview om foreningens arbejde fra regnskov til indkøbskurv og om forventningerne til Rio+20.

Tirsdag er det 40 år siden, at pandaen og WWF Verdensnaturfonden slog sig ned i Danmark. I den anledning har Altinget.dk mødt foreningens generalsekretær Gitte Seeberg.

Der findes en skov af grønne organisationer. Hvorfor er der brug for Verdensnaturfonden?

"Vi er en anden type organisation end mange af de andre, fordi vi som international organisation er til stede i cirka 150 lande, hvor vi samarbejder med både politikere, erhvervsliv og borgere," siger Gitte Seeberg og fortsætter:

"Vi prøver at samarbejde med alle lande uanset styreform. Det er vores store styrke. For eksempel har vi et tæt samarbejde med Kina og Vietnam, og her kan vi også lave resultater, selv om de ikke er demokratiske."

Et af foreningens store fokusområder er bæredygtigt fiskeri og beskyttelse af truede arter som haj og tun. Og også herhjemme har foreningen øje på fiskeri og havmiljø.

"Vi har valgt de marine områder som vores lokale niche, fordi det hænger sammen med det arbejde, vi laver i resten af verden, og fordi vores havmiljø har det rigtigt dårligt på grund af kvælstofudledning og overfiskeri. Der er brug for en kæmpe indsats," siger Seeberg.

Forventninger til Rio 
I de 40 år pandaen har stirret på verden med sine melankolske øjne, er jordens befolkning og presset på ressourcerne steget markant. Og de næste årtiers globale befolkningstilvækst vil kun øge presset. Om få uger mødes politikere fra hele verden til bæredygtigheds-topmøde i Rio, Brasilien, for at diskutere løsninger, men Gitte Seebergs håb er ikke hverken lysegrønne eller rosenrøde.

"Vores forventninger er ikke høje. Amerikanerne vil ingenting, fordi det er valgår, og EU er handlingslammet. Det er svært for EU at komme til Rio, når vi ikke har fået skabt en alliance med u-landene, og når vi ikke har orden i egen baghave," siger Seeberg med henvisning til, at EU endnu ikke er på plads med reformerne af fiskeripolitikken og landbrugsstøtten.

"I landbrugsreformen vil man fortsat give subsidier til produktion, som ikke er bæredygtig. Der burde man starte med at skære, så man kun støttede en bæredygtig produktion," siger hun.

Det er Danmark, der har EU-formandskabet, når Rio-mødet afholdes, og der er høje internationale forventninger til det danske formandskab - ikke mindst på grund af regeringens energi-aftale, fortæller Gitte Seeberg.

"Der er mange i vores WWF-netværk, som sætter deres lid til det danske formandskab under Rio-forhandlingerne. Men spørgsmålet er, hvor meget formandskabet kan komme igennem med. Vi vil gerne være optimister, men realistisk set har vi ikke de store forventninger," siger hun.

FN og erhvervslivet
Ser du FN-sporet som vejen til at løse bæredygtigheds-problemerne?

"Jeg ser ikke andet end FN-sporet. Men jeg tror ikke, at FN-sporet kan stå alene. EU og de enkelte lande skal ville noget. Derfor er det godt, at Danmark går foran på klimaområdet. Det nytter ikke, at alle venter på FN-sporet, for det kommer til at tage tid."

Efter sammenbruddet ved COP15 talte man meget om, at nu måtte andre aktører som for eksempel erhvervslivet løfte klimaopgaven. Hvordan ser du erhvervslivets rolle i forhold bæredygtigheds-problemet?

"Erhvervslivet spiller en stor rolle og fylder meget i WWF's arbejde både herhjemme og andre steder i verden. Der er mange virksomheder, som gerne vil gøre noget, og vi vil gerne hjælpe dem i den rigtige retning," siger Seeberg.

Hun nævner, at WWF på globalt plan for eksempel samarbejder med Coca-Cola om at nedbringe vandforbruget i produktionen, og med Walmart, der i løbet af en årrække vil udfase produkter med soja og palmeolie, der ikke er produceret bæredygtigt.

"Det er virkelig noget, der batter noget, for det er verdens største supermarkedskæde," siger Seeberg.

Svært at være forbruger
Herhjemme her WWF lavet en aftale med supermarkedskæden Rema 1000, der fra 2015 kun vil sælge produkter med bæredygtig palmeolie. Det vil sige olie, der er produceret uden, at der er fældet regnskov i Asien for at give plads til produktionen. Et parallelt problem ses i Sydamerika, hvor soja-produktionen koster regnskov.

"Det er meget svært at være forbruger. Der er palmeolie i mange produkter, men man tænker ikke over, at når man køber en pakke kiks, så har man måske været med til at fælde regnskov," siger Seeberg og fortsætter:

"Som udgangspunkt synes vi, at produkterne på hylderne skal være bæredygtige. Der skal supermarkederne og producenterne tage et større ansvar. Derfor arbejder vi med Coop og Dansk Supermarked om, at de skal tage dette alvorligt."

Mange af WWF's kampagner er rettet mod varerne i indkøbskurven - for eksempel den truede ål. Og det har en effekt, siger Seeberg:

"Når vi laver en brochure om, hvilke fisk der er truede, så er det forbruger-oplysning, men det tvinger også virksomhederne til at forholde sig til spørgsmålet, for når vi mærker en fisk som truet, så påvirker det indkøbsvanerne rundt i Europa, og så brokker forhandlerne sig."

Er det frivillige samarbejde med erhvervslivet vejen frem i stedet for lovgivning?

"Jeg ser en kombination af lovgivning og samarbejde. Det er ikke nødvendigt, at vi render rundt med en fiske-pjece, hvis EU's fiskeri var bæredygtigt. Derfor skal vi arbejde på at presse EU-lovgivningen, så den bliver så ambitiøs som mulig, men ud over lovgivningen skal der være nogle front runners inden for erhvervslivet, og det er der heldigvis mange, som gerne vil være," siger Seeberg.

 

Forrige artikel Løkke får grøn international toppost Næste artikel Gade: Jeg er ikke politiker længere