Dom i Se og Hør-sagen: Henrik Qvortrup skal i fængsel

DOM: Politisk kommentator og tidligere chefredaktør på Se og Hør, Henrik Qvortrup, er idømt fængselsstraf i Se og Hør-sagen. Også tys-tys-kilden skal i fængsel.

Politisk kommentator Henrik Qvortrup, der er tidligere chefredaktør på Se og Hør, er blevet idømt et år og tre måneders fængsel i Se og Hør-sagen, hvor de tre måneder er ubetinget. 

Sådan lyder dommen fra en enig domsmandsret ved Retten i Glostrup, hvor sagen om Se og Hørs brug af den såkaldte tys-tys-kilde har kørt siden august. Også tys-tys-kilden er idømt ubetinget fængsel i halvandet år. 

"Retten fandt det bevist, at den 53-årige tidligere chefredaktør og den tidligere IBM-operatør i juni 2008 indgik aftale om, at operatøren løbende skulle skaffe sig adgang til kendte personers kreditkortoplysninger i systemer hos PBS/Nets og sende disse oplysninger til to journalister på Se og Hør, og at han som betaling for oplysningerne skulle have 10.000 kr. om måneden ”sort”," lyder det i dommen

Retten har i sin dom blandt andet lagt vægt på, at det var Qvortrup og tys-tys-kilden, der tilbage i 2008 indgik aftalen:

" ... aftalen indebar en systematisk overvågning af en lang række offentligt kendte personers færden og dermed en betydelig krænkelse af disse personer og et brud på den grundlæggende tillid, offentligheden må have til håndteringen af private personers betalingsoplysninger," står der blandt andet i dommen.

Der blev torsdag afsagt dom over i alt seks tiltalte i sagen (se boksen til højre), hvor fem blev kendt skyldige. Kun tidligere udgiverredaktør Per Ingdal blev frifundet. Alle de tiltalte havde på forhånd nægtet sig skyldige.

To dømt i sommer
Se og Hør-sagen er blevet kaldt for en af Danmarks største medieskandaler, og den begyndte at rulle i april 2014, da den tidligere Se og Hør-journalist, Ken B. Rasmussen, afslørede, at kendte og kongeliges kreditkort var blevet overvåget. 

Samarbejdet mellem den såkaldte tys-tys-kilde hos IBM og Se og Hør blev indledt i 2008, som var Henrik Qvortrups sidste år som chefredaktør på ugebladet, og det fortsatte til 2012.

I juli blev der rejst tiltale mod otte personer i sagen, ligesom også Aller Media blev tiltalt. Under retssagen har blandt andet europaparlamentariker Morten Helveg Petersen vidnet. 

De to tidligere redaktionssekretærer, Lise Bondesen og Kim Bretov, var ligesom Aller Media i forvejen blevet dømt, da de i august tilstod. De to tidligere Se og Hør-ansatte blev idømt seks måneders betinget fængsel og 120 timers samfundstjeneste. Aller Media blev idømt en bøde på ti millioner kroner.

Ifølge Berlingske har tys-tys-kilden meddelt, at han anker dommen. Henrik Qvortrup vil nu gennemgå dommen, før han tager stilling til, om den skal ankes.

 

Forrige artikel DI: Det skal stå øverst i regeringsgrundlaget DI: Det skal stå øverst i regeringsgrundlaget Næste artikel Schulz stopper som formand for Europa-Parlamentet Schulz stopper som formand for Europa-Parlamentet