S vil udfase fossile brændstoffer fem år hurtigere end regeringen

KLIMA: Socialdemokratiet møder op til efterårets klimaforhandlinger med fire krav til en ny aftale. Vi er nødt til at skrue op for ambitionerne og tempoet, lyder det. 

Efterårets klimaforhandlinger skal ende med et nyt langsigtet klimamål om, at Danmark skal være fri af fossile brændsler allerede i 2045. Og ikke i 2050, som målet er formuleret i klimaloven i dag.

Det er et af de fire krav, som Socialdemokratiet vil møde op til klimaforhandlingerne med.

”Når Trump trækker USA i den forkerte retning, så må Europa tage teten. Men internt i Europa er der også nogen, som skal gå foran og vise politisk lederskab. Og det skal Danmark,” siger Socialdemokratiets klimaordfører, Jens Joel.

Det nye klimamål skal gøre Danmark fri for fossile brændstoffer fem år tidligere.

”Fem år lyder måske ikke af meget – men det vil reelt betyde, at vi skal igangsætte langt flere initiativer nu,” hedder det i udspillet, hvori det fremgår, at Sverige allerede har sat et mål om fossilfrihed i 2045, og Norge vil være såkaldt klimaneutral i 2030.

”Dengang klimaloven blev vedtaget, var målet om fossilfrihed et ambitiøst mål på verdensplan. Men i takt med at andre lande øger deres indsats, sakker Danmark bagud,” skriver Socialdemokratiet.

Blandet modtagelse
Regeringspartiet Venstre er positive overfor S-forslaget:

”Vi afviser ingenting på forhånd,” siger Venstres energi- og klimaordfører, Thomas Danielsen.

Hos Dansk Folkeparti bør det i stedet være op til teknologiudviklingen og markedet at sikre den grønne omstilling. Det vil være billigere, og udviklingen går jo allerede i Socialdemokratiets retning, lyder det fra energi- og klimaordfører Mikkel Dencker (DF).

I den anden ende af skalaen står Alternativet, der mener, at Socialdemokratiets udspil er alt for uambitiøst.

Efter planen vil regeringen præsentere et klimaudspil i løbet af efteråret.

Læs hele artiklen på Altinget: energi & klima. Her få du endnu flere politiske kommentar og mere baggrund om S-udspillet.

Forrige artikel Tommy Ahlers sprænger listen: Se ministrenes økonomiske interesser Tommy Ahlers sprænger listen: Se ministrenes økonomiske interesser Næste artikel 10 år med Liberal Alliance: Her er de største op- og nedture 10 år med Liberal Alliance: Her er de største op- og nedture