S-SF tabte valget, men vandt magten

RESULTAT: SF kommer for første gang i regering, men S-SF tabte 13 mandater i de tre ugers valgkamp. Venstre tabte magten, men er fortsat landets største parti. Se her, hvordan alle partier klarede valgkampen.

En sejr med torne. Sådan må S-SF's valg betegnes. De to partier vandt magten og minister-taburetterne, men tabte valgkampen. I alt satte de to partier 13 mandater til i løbet af den tre uger lange valgkamp, ifølge valgforsker Søren Risbjergs gennemsnit af meningsmålingerne.

Venstre derimod mistede magten, men stik imod alle meningsmålinger, lykkedes det Lars Løkke at sikre fremgang i valgkampen og et valgresultat, der er ét mandat bedre end Foghs 2007-resultat. Dermed er Venstre fortsat landets største parti.

SOCIALDEMOKRATERNE:
Med valgsejren bliver Helle Thorning-Schmidt Danmarks første kvindelige statsminister og bringer Socialdemokraterne ud af 10 års oppositionstørke.

Valgsejren er imidlertid langt fra prangende. Med 24,9 procent får Socialdemokraterne det dårligste valgresultat siden 1903 og er fortsat kun landets næststørste parti. Siden valget blev udskrevet, har partiet tabt 6 mandater.

SF:
Med valgresultatet kan SF for første gang i partiets historie indtræde i en regering, og dermed når Villy Søvndal det mål, som partiet de seneste år har satset benhårdt på.

"Vi skifter fra kulissen og bevæger os ind på den store scene," sagde han i aftes til partiets valgfest.

Imidlertid må partiet også erkende, at Villy-effekten totalt svigtede i valgkampen. Partiet stod ved valgudskrivelsen til at opnå de samme 23 mandater, som partiet fik i 2007, men tabte i løbet af valgkampen hele 7 mandater.

SF ender dermed på et resultat milevidt fra de gode meningsmålinger, som partiet har haft i perioden siden 2007. Her lå partiet i både marts 2008 og marts 2009 til hele 36 mandater.

VENSTRE:
Lars Løkke Rasmussen (V) fik magten foræret og må erkende, at han ikke selv magtede at genvinde den. I dag træder han tilbage som statsminister og dermed slutter 10 år med regeringsmagten for Venstre.

Midt i nederlagets stund kan Løkke og Venstre glæde sig over, at partiet med en slutspurt i valgkampen stik imod alle meningsmålinger ender med mandatfremgang. Siden valget blev udskrevet, har partiet ifølge Risbjergs målinger for Altinget hentet 3 mandater, og Venstre er derfor fortsat landets største parti.

KONSERVATIVE:
Konservative er valgets ubetingede taber. Partiet mister regeringsmagten, men bliver også mere end halveret. Resultatet på 4,9 procent er det dårligste i partiets historie. K mister 10 mandater og er nu med 8 mandater Folketingets mindste parti.

Valget betyder farvel til profiler som Naser Khader, Charlotte Dyremose, Rasmus Jarlov og Helle Sjelle.

Med kun 8 mandater har Konservative ikke en gang mulighed for at lave politik hen over midten med S-SF-R uden om Enhedslisten. Dermed bliver K's højtprofilerede alliance med Radikale uden reel politisk værdi.  

I valgkampen satte partiet tre mandater til, og Barfoed må indkassere et resultat, som er dårligere end niveauet, da han i januar overtog magten fra Lene Espersen.

DANSK FOLKEPARTI
Også Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti er blandt valgets tabere. Partiet mister sin indflydelsesrige rolle i VKO-samarbejdet, og samtidig går partiet tilbage for første gang. DF mister tre mandater i forhold til 2007-valget, men har hentet to mandater, siden valget blev udskrevet. Dermed slipper partiet nådigt fra forårets efterlønsaftale.

RADIKALE:
Radikale og Margrethe Vestager er en af valgets absolutte vindere. Partiet går frem til 17 mandater og er dermed på samme niveau som i 2005 - men denne gang med udsigt til indflydelse.

Radikale går frem med 8 mandater siden 2007-valget og har alene siden valgudskrivelsen hentet 4. Partiet bliver større end SF, og dermed har Radikale for alvor rykket ved balancen i rød blok, hvor S-SF-aksen for kort tid siden stod stærkt.

ENHEDSLISTEN:
Også Enhedslisten kan fejre valgresultatet. Partiet får med 12 mandater det bedste resultat i partiets historie. Det blev til 8 mandater mere end ved sidste valg, og 3 mandater mere end målingerne viste, da valget blev udskrevet.

LIBERAL ALLIANCE:
Anders Samuelsen gjorde, hvad kun få troede muligt. Fra december 2007 til marts 2010 lå partiet til nul mandater. Nu kommer partiet i Folketinget med hele 9 mandater og bliver større end Konservative. Siden valget blev udskrevet, har Liberal Alliance hentet 2 mandater.

KRISTENDEMOKRATERNE
Som ventet lykkedes det ikke Per Ørum Jørgensen og Kristendemokraterne at hente et kredsmandat og komme i Folketinget.

 

 

Forrige artikel Dårligste valg i historien for Konservative Dårligste valg i historien for Konservative Næste artikel Kendte politikere ryger ud