S-ordfører: Retssikkerhed skal ikke betyde snyd

SKAT: Socialdemokraterne bakker op om skatteministerens kamp for bedre retssikkerhed på skatteområdet. Men partiets skatteordfører, Jesper Petersen, er tilbageholdende, når det kommer til at fratage Skat beføjelser.

Socialdemokraternes skatteordfører, Jesper Petersen, bakker skatteminister Karsten Lauritzen (V) op, når han efterspørger bedre retssikkerhed på skatteområdet.

Diskussionen er ikke ny, og Jesper Petersen pointerer, at den tidligere regering nedsatte et ekspertudvalg, der skulle gennemgå skattekontrolloven.

”Jeg er enig i, at der i relation til en række sager og problemstillinger i Skatteministeriet var behov for at lave ekspertgruppen og gennemgå området,” siger han.

Karsten Lauritzen skal dog ikke regne med ubetinget støtte. Petersen bakker ikke op om ministerens udtalelse om, at den private ejendomsret skal vægte højere.

”Det vil være forkert med et argument om retssikkerhed at afskaffe beføjelser på områder, hvor der helt med vilje bliver lavet snyd. Det går ud over danske virksomheder, der spiller efter reglerne, hvis konkurrenter kan snyde, og Skat får frataget muligheder for at kontrollere det,” siger Jesper Petersen.

Gennemsigtighed og proportionalitet vigtigt
Jesper Petersen forventer, at hans parti skal være med til at diskutere og vedtage ny lovgivning på området, når regeringen efter planen kommer med et udspil. Han vil ikke komme med ønsker til ændringer, men vil i stedet lade ministeren spille mere konkret ud.

Han mener dog, at ny lovgivning bør tage hensyn til sagernes proportionalitet.

”I mere banale sager med små virksomheder og enkeltpersoner er det vigtigt, at Skat tænker sig om, inden de ruller det store artilleri ud. At man behandler folk ordentligt og i relation til, hvad der er en mulig forbrydelse,” siger skatteordføreren.

Han efterspørger også en skattekontrollovgivning, der er overskuelig og til at forstå for såvel myndigheder som skatteydere.

”Det er absolut et element i retssikkerheden, at man bedre kan forstå og gennemskue de regler, der er. Det handler både om, at myndighederne laver færre fejl, og at borgere har bedre muligheder for at sikre sig sin side af en uenighed med Skat,” siger Jesper Petersen.

 

Forrige artikel Haarder: Nej tak til spindoktor Haarder: Nej tak til spindoktor Næste artikel Sundhedsstyrelsen splittes op Sundhedsstyrelsen splittes op