S og DF vil genoplive forsøg: Giv ledige lov til at arbejde mere frivilligt

HÆV GRÆNSEN: S og DF vil lade dagpengemodtagere arbejde frivilligt op til 15 timer om ugen. Beskæftigelsesministeren er positiv, men lovteknik kan spænde ben for en lyn-manøvre.

Forlæng ordning, der giver efterlønnere og dagpengemodtagere mulighed for at arbejde frivilligt i op til 15 timer om ugen.

Sådan lyder appellen fra Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

“Vi har foreslået ministeren at forlænge forsøgsordningen, og vi er også klar til at foretage en hastebehandling,” siger Dansk Folkepartis beskæftigelsesordfører Bent Bøgsted.

Det toårige forsøg udløb 20. marts, og nu er grænsen igen på fire timer.

"Det er ærgerligt, for vi hører at de frivillige og foreningerne har været glade for ordningen," siger Socialdemokratiets Lennart Damsbo Andersen.

Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V) har tidligere bebudet, at han i april kommer med et udspil, der bliver "et opgør med de nidkære regler" på området. Men selv hvis han får landet en ny aftale hurtigt, vil den nye lov først træde i kraft 1. januar 2018. Derfor haster det med at få genindført 15 timers-reglen, mener Socialdemokratiet.

“Det er for tidligt at lægge sig fast på, hvordan de permanente regler skal se ud. Men fire timer er for lidt, så vi ser gerne, at forsøgsordningen bliver forlænget, indtil vi har en afklaring,” siger Lennart Damsbo Andersen.

Minister er positiv
Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen er lydhør over for ønsket fra de to største partier i Folketinget. Samtidig fastslår han, at lovtekniske forhindringer kan stoppe en lyneksekvering.

"Jeg er meget positiv over for at genindføre forsøgsordningen og vil gerne se, hvad jeg kan gøre. Men der er nogle problemstillinger, blandt andet i forhold til at overholde de fire ugers høringsfrist, som kan gøre det vanskeligt at nå inden sommerferien," siger han.

Bent Bøgsted mener dog, ministeren bør rubbe neglene.

“Ministeren har sit flertal, så jeg kan ikke rigtig se, hvad der skulle stå i vejen for at genindføre forsøgsordningen," siger han og får opbakning fra Socialdemokratiet.

“Hvis man kan sende soldater i krig med få dages varsel, burde det også være muligt at få hastebehandlet den her sag. Man skal jo huske på, at der er tale om en forsøgsordning, som tidligere har været i høring og reelt bare skal forlænges," siger Lennart Damsbo Andersen.

Forrige artikel Politi øger beskyttelsen af Odenses borgmester Politi øger beskyttelsen af Odenses borgmester Næste artikel Ny måling: Løkke når lavpunkt i popularitet Ny måling: Løkke når lavpunkt i popularitet