S og DF bakker op om missilangreb mod Syrien: Det var det rigtige at gøre

KONFLIKT: USA's beslutning om at affyre missiler mod militære mål i Syrien bakkes op af flere partier. Alternativet kalder dog angrebet "en farlig optrapning".

Fredag nat sendte USA 59 missiler af sted mod en luftbase i Syrien som reaktion på det syriske regimes formodede kemiske giftangreb på landets befolkning tidligere på ugen.

Det amerikanske angreb, som ingen endnu har det fulde overblik over, bakkes allerede nu op af flere af Folketingets partier.

"Det var resolut, handlekraftigt og nøjagtig den reaktion, der skal være på kemiske angreb," siger Søren Espersen, udenrigsordfører for Dansk Folkeparti.

Se også: Samuelsen: Det her kan blive Trumps 9/11

Samme reaktion kommer fra Socialdemokratiet.

"Alle, der har set billeder af livløse børnekroppe fra Syrien, ønsker retfærdigheden for ofrene. Nu er der sket noget. På den måde er det svært ikke at have sympati," siger Nick Hækkerup, Socialdemokratiets udenrigsordfører.

Alternativet frygter optrapning
Med nattens angreb mod det syriske regime har USA lagt sig ud med både Iran og Rusland, der støtter den syriske præsident Assad. Flere frygter nu den russiske reaktion på angrebet, der indtil videre har ført til, at Rusland har indkaldt til et hastemøde i FN's Sikkerhedsråd.

En af dem, der frygter en storpolitisk konflikt, er Alternativets udenrigsordfører Rasmus Nordqvist, der ikke mener, at det er gennemtænkt at optrappe en konflikt med Rusland.

"Det er en farlig optrapning fra USA, der nu gør situationen til en storpolitisk konflikt med Rusland og Iran," siger han og tilføjer, at USA bør gå i en helt anden retning, hvis konflikten i Syrien skal løses. 

"Det her fører blot til angreb, på angreb, på angreb. USA skal i stedet for have en langsigtet plan for at løse konflikten," siger han.

Regeringen støtte USA
Det er første gang i den seks år lange borgerkrig, at USA retter et militært angreb mod Syriens præsident, Bashar al-Assad. 

Den danske regering støtter officielt den amerikanske militæraktion. Udenrigsminister Anders Samuelsen kalder den amerikanske reaktion "rimelig" og "fair".

”Min umiddelbare kommentar er, at det virker, som om at amerikanerne har valgt et svar, som er rimeligt og fair i forhold til det angreb, vi så tidligere på ugen,” siger Anders Samuelsen til Altinget.

Forrige artikel Børneminister: Jeg får knopper over forældre der fravælger vaccine Børneminister: Jeg får knopper over forældre der fravælger vaccine Næste artikel CEO for flygtningehjælpen A/S CEO for flygtningehjælpen A/S