S: Langt færre skal ryge ud af dagpengesystemet

DAGPENGE: Socialdemokraterne er enige med fagbevægelsen om, at dagpengesystemet er uholdbart, men partiet vil vente på Dagpengekommissionens anbefalinger, før man finder en løsning. SF og EL vil se handling nu og her.

Dagpengedebatten raser for alvor igen, efter LO og FTF er kommet med et nyt udspil, der blandt andet skal sikre, at færre ryger ud af dagpengesystemet, ligesom man hurtigere skal kunne genoptjene retten til dagpenge.

I Socialdemokraterne hilser man debatten velkommen og erkender, at dagpengesystemet i dag ikke er holdbart.

”Der skal nye tiltag til, for at vi kan få løst den nuværende situation, så der ikke er så mange, som falder ud,” siger Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Lennart Damsbo-Andersen.

Han vil dog ikke komme med nogle konkrete bud på, hvordan et nyt system skal se ud, og han vil derfor hverken erklære sig enig eller uenig i LO's og FTF's ni principper. Regeringen afventer nemlig Dagpengekommissionens anbefalinger, der kommer til september.

”Hvilke elementer, der nøjagtigt skal bruges, og hvordan et nyt system skal fungere, vil jeg helst ikke sige noget om endnu. Jeg er helt enig i, at langt færre skal falde ud, uden at jeg vil lægge mig fast på et bestemt tal. Men det, vi ser i øjeblikket, er helt uholdbart,” siger Lennart Damsbo-Andersen.

EL: Reagér nu!
Hos Enhedslisten og SF får fagbevægelsens nye dagpengeprincipper en varm velkomst. Der er behov for handling nu, lyder det fra støttepartierne. Ifølge Enhedslistens arbejdsmarkedsordfører, Christian Juhl, står Danmark med ”et kæmpemæssigt dagpengeproblem”, der – hvis Socialdemokraterne vil – kan løses nu.

”Hvis Socialdemokraterne vil, har Thorning med Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten langt mere end 90 mandater til at sikre større tryghed for lønmodtagerne. Der er ingen grund til at vente med at komme i gang. Hvis vi vil gøre det lettere at genoptjene dagpengeretten, kan vi gøre det i morgen. Vi mangler bare, at Socialdemokraterne kommer i arbejdstøjet,” siger han.

Ny SF-kampagne: "Det dagpengeproblem, du kender"
Også SF's formand Pia Olsen Dyhr efterspørger en løsning fra regeringen nu, da man risikerer at miste et flertal for en løsning, hvis man venter til efter valget. SF har onsdag startet en dagpengekampagne kaldet ”Det dagpengeproblem, du kender”, som henviser til navnet på Socialdemokraternes kampagne ”Det Danmark, du kender”.

”Det er for sent at vente på kommissionen. Vi har et flertal nu, så hvorfor ikke gribe chancen. Og hvis LO foreslår at man kigger på genoptjening, så er det en rigtig god start,” siger Pia Olsen Dyhr til Berlingske.

Men selv om de røde støttepartier efterlyser øjeblikkelig handling, slår Lennart Damsbo-Andersen fast, at Socialdemokraterne vil vente på Dagpengekommissionens anbefalinger, der først kommer efter folketingsvalget.

Forrige artikel Her er fagbevægelsens dagpengeudspil Her er fagbevægelsens dagpengeudspil Næste artikel Vestager indleder retsopgør med Google Vestager indleder retsopgør med Google