S kalder Samuelsen i Europol-samråd

EUROPOL: Socialdemokraterne er ikke trygge ved, at Anders Samuelsen (LA) skal sidde med for bordenden af den sidste slutspurt om en dansk Europol-aftale. Derfor kalder partiet den nye udenrigsminister i samråd.

Hvor står landets nye udenrigsminister egentlig, når det kommer til Danmarks fremtid i Europol?

Det spørgsmål vil Socialdemokraternes EU-ordfører, Peter Hummelgaard Thomsen, have udenrigsminister Anders Samuelsen (LA) til at svare på. Derfor indkalder Socialdemokraterne ham i samråd.

”Vi føler os ganske enkelt ikke trygge ved situationen eller overbeviste om, hvor den nye udenrigsminister står i det her spørgsmål," siger han og fortsætter:

"Han garanterede sammen med Dansk Folkeparti og andre før folkeafstemningen, at vi kunne blive fuldt og helt medlem af Europol."

Desuden bekymrer det ham, at Anders Samuelsen i december 2015 antydede i en kronik i Berlingske, at regeringen ville trække en ny aftale ud bevidst.

Ingen parallelaftale

Europol-samarbejdet bliver overstatsligt, og derfor skal Danmark på grund af sit forbehold på retsområdet senest 1. maj 2017 udtræde af Europol. Derfor har den tidligere V-regering forhandlet i EU om en ny aftale om Europol.

"Det tegner til, at vi ikke kan få den type aftale, som Anders Samuelsen troede, vi nemt kunne få. Derfor er spørgsmålet, om udenrigsministeren er den rigtige til at forhandle det sidste hjem, så vi kan få en god aftale. Det stiller vi os en smule tvivlende overfor, og derfor må ministeren forklare sig," siger Peter Hummelgaard Thomsen.

Datoen for samrådet er ikke fastsat endnu.

Forrige artikel Støjberg: EU’s ydre grænser på vej mod væsentlig styrkelse Støjberg: EU’s ydre grænser på vej mod væsentlig styrkelse Næste artikel Tidligere LA-direktør vender tilbage til lobbyist-verdenen Tidligere LA-direktør vender tilbage til lobbyist-verdenen