S frygter skræmmekampagne om bilafgifter

AFGIFTER: Socialdemokraterne vil have arbejdet med kørselsafgifterne fremskyndet. Partiet frygter, at Venstre vil bruge S og SF's afgiftsforslag i en skræmmekampagne i valgkampen.

Regeringens lovforslag om kørselsafgifter er blevet forsinket, men på torsdagens samråd i Folketingetst Trafikudvalg nægtede både transportminister Lars Barfoed (K) og skatteminister Kristian Jensen (V) at sætte en ny tidsfrist for, hvornår afgifterne vil blive indført.

Det bekymrer Socialdemokraternes trafikordfører, Magnus Heunicke.

"Jeg frygter, at de lurpasser af taktiske årsager, så de i en valgkamp kan skræmme med oppositionens forslag om kørselsafgifter," siger han og henviser til valgkampen i 2007, hvor Venstre skrev til alle boligejere og advarede om den socialdemokratiske boligbeskatning.

"Vi ønsker ikke en lignende skræmmekampagne rettet mod bilejerne. Derfor vil vi have regeringen i gang, for jo mere den er bundet op på lovgivning, jo sværere er det at lave en skræmmekampagne," siger Magnus Heunicke.

Socialdemokraterne og SF har i deres fælles skatteudspil foreslået en kørselsafgift på 35 øre pr. kørt kilometer på statsveje og større kommuneveje, samt en betalingsring rundt om København.

Magnus Heunicke erkender dog, at der på torsdagens samråd ikke var noget, der tydede på, at Venstre og Konservative ikke vil indføre de kørselsafgifter, som allerede er besluttet.

Stilhed hos bilforhandlere 
På samrådet forklarede Kristian Jensen, at regeringen ikke ønsker at fastsætte en deadline for omlægningen af registreringsafgifterne, fordi en deadline vil påvirke bilsalget.
"Det skaber stilhed hos bilforhandlerne," sagde han og henviste til erfaringer fra den seneste afgiftsomlægning i 2007.

I regeringens oprindelige tidsplan skulle der fremlægges et lovforslag om kørselsafgifter i år, og afgifterne skulle så træde i kraft i 2011 for lastbiler og i 2015 for personbiler. Denne tidsplan var baseret på, at Danmark skulle overtage det hollandske gps-system, som nu er blevet forsinket.

"Når vi dengang satte en tidsfrist, var det fordi, at hollænderne på det tidspunkt kunne sætte en startdato for deres projekt. Nu er det forsinket, og vi kan ikke længere se, hvilket land der har udviklet et system, som kan bruges. Derfor er det ikke så relevant at sætte en tidsfrist," sagde Kristian Jensen på samrådet.

Den forklaring undrer Magnus Heuniche.
"Holland har selv en fast tidsplan, der siger, at det bliver et halvt til et helt år forsinket. Man kan bare lægge sig i det hollandske spor, og er der så andre systemer, der bliver hurtigere udviklet, så kan vi tage dem," siger han og fortsætter:

"Vi skal gøre op med CO2-udslippet fra trafikken, og vi skal gøre op med trængslen, så vi kan få styrket den kollektive trafik. Kørselsafgifterne er nøglen, og derfor skal vi i gang. Uden en tidsfrist mister vi momentum."

Ingen MAUT  
Både Kristian Jensen og Lars Barfoed har slået fast, at regeringen på grund af den hollandske forsinkelse ser sig om i verden efter andre alternative løsninger, som kan administrere den intelligente, differentierede kørselsafgift, som regeringen ønsker.

På samrådet ønskede blandt andre socialdemokraternes Klaus Hækkerup svar på, om ikke den tyske MAUT-model kan bruges.

Lars Barfoed forklarede, at tyskerne selv mener, at MAUT kan videreudvikles til personbiler, men nøjes han med at konstatere, at modellen har potentiale for lastbiler.
Kristian Jensen derimod var mere afvisende over for MAUT-løsningen:
"Den kan ikke dække hele vejnettet, og derfor har den ikke den fleksibilitet, som vi kræver, og kan derfor ikke leve op til de ambitioner, vi har for en kørselsafgift på personbiler," sagde han.

Forrige artikel 12. februar: Ellen Trane Nørby 12. februar: Ellen Trane Nørby Næste artikel Billigere billetter vil få flere til at tage tog og bus