Rystet Christie undskylder afpresning

KORRUPTION: Guvernøren Chris Christies har undskyldt og fyret sin tidligere stabschef, efter det er kommet frem, at Christies stab har benyttet sig af korruption. Kommentatorer vurderer, at undskyldningerne er troværdige, men sagen vil svække den republikanske frontløber til præsidentvalget i 2016.

"Det får mig til at se på mig selv og spørge: Hvad er det, jeg har gjort forkert, siden de her mennesker mener, det var OK at lyve for mig?"

"Jeg er forarget, pinligt berørt og dybt bedrøvet over at erfare, at ikke alene er jeg blevet vildledt af et medlem af mit personale, men denne helt upassende og ikke-sanktionerede adfærd har fundet sted uden mit vidende. Én ting står klart: Denne type adfærd er uacceptabel, og jeg vil ikke tolerere det. For folk i New Jersey fortjener bedre. Denne adfærd er ikke repræsentativ for mig eller min administration på nogen måde, og folk vil blive holdt ansvarlige for deres handlinger."

"Hvad de har gjort, har skadet New Jerseys borgere og skadet Fort Lees indbyggere; og det er mig, der skal undskylde for det, og det har jeg gjort. Det eneste, man kan gøre som menneske, når man erkender dette, er at rejse dig op og sige ægte og alvorligt undskyld. Jeg er meget ked af det i dag. Et menneske, jeg regnede med og stolede på igennem fem år, har forrådt mig."

Ja, undskyldningerne og de alvorlige miner stod i kø, da Chris Christie, folkekær, genvalgt guvernør for New Jersey, holdt et over to timer langt pressemøde onsdag for at rede trådene ud, efter det er kommet frem, at hans stab benyttede sig af både politiske straffeaktioner og korruption op til valget i New Jersey i 2013. Et pressemøde, der til tider føltes som en blanding af et møde i en sorggruppe eller en tur på psykologbriksen, mens guvernøren svedte sig igennem forklaringerne på en skandale, som i denne uge truede med at torpedere hans vej til nomineringen til præsidentvalget i 2016, før valgmaskineriet overhovedet var kommet i omdrejninger.

Christies topebedsmænd stod bag politisk straffeaktion
Skandalen har sit udgangspunkt i handlinger foretaget af Christies egne topembedsmænd. Den handler i kort form om, at en demokratisk borgmester i byen Fort Lee, måtte tåle trafikkaos i abnorme mængder, efter Christies kontor og administrationen af den nærliggende havn sammen besluttede sig for at lukke to ud af tre vejbaner på George Washington-broen, der forbinder New York med Fort Lee i New Jersey. 

Lukningen fortsatte i fire dage, og forårsagede kaos og ødelagde både arbejds- og skoledage for tusinde af familier og virksomheder i byen. Handlingen var forklædt som en trafikpolitisk beslutning (en tælling), men var i realiteten en ren straffeaktion mod Mark Solokich, Fort Lees borgmester, der ikke ville anbefale Christie op til guvernørvalget i november 2013. 

Christies stedfortrædende stabschef Bridget Anne Kelly var tilsyneladende hjernen i planen sammen med chefen for havnemyndigheden i New York og New Jersey, David Wildstein. 

Op til lukningen af vejbanerne skrev Kelly i en e-mail til Wildstein, at det var "på tide at skabe trafikproblemer i Fort Lee." 

"Forstået," svarede Wildstein, der er gammel ven helt tilbage fra gymnasieårene med Christie. 

På en senere mail fra Wildstein med ordlyden: "Er det forkert af mig, at jeg smiler?" Det var efter, at en af borgmesterens ansatte havde bedt om hjælp til de mange strandede skolebørn, Kelly svarede: "Nej" og tilføjede "det er børn af Buono" med en henvisning til Christies modkandidat ved valget, demokraten Barbara Buono, som Mark Solokich havde anbefalet til guvernørvalget. 

Udrensning i staben
Komplottet blev endelig afsløret i starten af ugen, efter at medierne havde fået aktindsigt i dele af korrespondancen mellem Christies kontor og havnemyndighederne, der også ligger under guvernørens jurisdiktion.

Efter offentliggørelsen brød helvede løs over for Christie, der bestemt ikke er forvænt med kritisk presse. Tværtimod står medierne normalt i kø for at bidrage til billedet af den direkte, no nonsense-politiker, der er republikaner uden at være ekstremt værdikonservativ, hidsig men menneskelig, og derudover - måske vigtigst - den eneste potentielle, republikanske præsidentkandidat, som konsekvent slår den mest populære, demokratiske kandidat, Hillary Clinton, af banen i meningsmålingerne. 

Alt denne idyl har imidlertid nu fået en brat ende, og ved pressemødet meddelte Christie, at han havde fyret Kelly, "fordi hun har løjet for mig." 

Han fortalte også den forsamlede presse, at han havde bedt sin tidligere kampagnechef, Bill Stepien, om at trække dennes nominering til chef for det republikanske parti i New Jersey, lige som Christie også har bedt Stepien om at stoppe alle konsulentopgaver for den republikanske "National Governor's Association", som Christie lige er blevet formand for. 

Der er derudover blevet iværksat en nærmere undersøgelse af sagen, der skal kaste lys over begivenhederne og endelig fastslå, hvem der var involveret. Mark Solokich sagde torsdag til CNN, at han havde modtaget en undskyldning fra Christie, der "lød oprigtig og ked af det." Adspurgt om han stolede på guvernøren, tøvede borgmesteren en anelse, inden han svarede, at han afventede undersøgelsen, men at han ikke havde nogen grund til at tro, at guvernøren var uærlig i sin undskyldning. 

En tyran og en bølle
De amerikanske medier vurderede fredag morgen, at Christie med sin uforbeholdne undskyldning har gode muligheder for at ride stormen af, forudsat, at der ikke kommer nye oplysninger frem om, at han har været vidende om aktionen - hvilket han flere gange har hævdet, at han på ingen måde har været.

At demokraterne vil bruge episoden mod ham under alle omstændigheder - og at hans eventuelle interne modstandere i egne rækker under det republikanske primærvalg sandsynligvis vil gøre det samme - er der næppe nogen tvivl om. Og her har Christie det problem, at han i forvejen har et image som værende en tyran og en bølle; politikkens svar på Tony Soprano. 

Mange af Christies modstandere er ikke overraskede. Barbara Buono, der tabte valget stort til Christie sidste år, siger til New York Times, at skandalen på ingen måde kommer bag på hende. Hun siger, at guvernøren kører en "paramilitær organisation" i New Jersey. 

Samtlige TV-stationer og kommentatorer boltrede sig også i gamle, kendte videoklip med den opfarende guvernør, der tidligere havde for vane at kalde vælgere, der var uenige med ham for "idioter", og som især har været efter fagforeninger og skolelærere i sin egen stat. 

Og som NBC's politiske kommentator konkluderede fredag morgen er det næppe det sidste, vi hører til hverken sagen eller til Christie. 

"Velkommen til 2016", konkluderede kommentatoren i slutningen af en udsendelse med henvisning til det næste præsidentvalg. Valgkampen frem mod primærvalgene til næste år er først lige startet.

Annegrethe Rasmussen er udenrigskorrespondent i Washington DC.

Forrige artikel Thomas Hundsbæk fortsætter som særlig rådgiver Thomas Hundsbæk fortsætter som særlig rådgiver Næste artikel Budgetbisserne vil bevare magten i kommunerne Budgetbisserne vil bevare magten i kommunerne