Rusland-korrespondenter vinder Berlingskes journalistpris

Danmarks Radios korrespondent i Rusland, Matilde Kimer, og Berlingskes korrespondent i Moskva, Simon Kruse, vinder Den Berlingske Fonds Journalistpris for deres dækning af krigen i Ukraine.

Den Berlingske Fonds Journalistpris gik i år til Danmarks Radios korrespondent i Ukraine og Rusland, Matilde Kimer, og Berlingskes korrespondent i Rusland Simon Kruse.

De to korrespondenter får prisen for deres dækning af krigen i Ukraine.

Ifølge chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, får Matilde Kimer og Simon Kruse prisen for at skildre krigen og menneskene i den med en stædighed og ærgerrighed, der ikke er uden omkostninger – hverken personligt eller privat.

Med prisen følger 100.000 kroner, som de to journalister deler imellem sig. Berlingske Fonds Journalistpris er blevet uddelt siden 1989. Sidste års vinder var Jakob Sheikh fra Politiken, og året før var det Weekendavisens skribenter Arne Hardis og Hans Mortensen. 

Forrige artikel EB-veteran stopper efter 13 år på Borgen Næste artikel Justitia fordeler Trygfonds-millioner til socialt udsatte