Røde partier hiver Løkke i samråd om landbrugspakken

SAMRÅD: Enhedslisten og Socialdemokraterne kalder statsminister Lars Løkke Rasmussen i samråd efter nye afsløringer om landbrugspakken.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) kaldes igen i samråd om landbrugspakken.

Det er Socialdemokraterne, Enhedslisten, Radikale og SF, der står bag samrådsindkaldelsen.

De vil have statsministeren til at redegøre for sin pligt til at holde tilsyn med Eva Kjer Hansens arbejde som minister (se hele indkaldelsen i faktaboksen).

Indkaldelsen kommer, efter at Berlingske tirsdag aften havde en afsløring om regeringstoppens arbejde med landbrugspakken. Avisen er kommet i besiddelse af interne regeringsdokumenter, der viser, at regeringens egne embedsmænd advarede regeringen om, at regnemetoden bag landbrugspakken kunne møde kritik fra EU.

Læs også: Overblik: Forstå dramaet om landbrugspakken

Men den advarsel videregav regeringen ikke i samme ordlyd til Folketinget. Det bliver nævnt i en notits til Folketinget, at regnemetoden kunne være forbundet med EU-risici, men regeringen konkluderer samtidig, at Danmark overordnet overholder sine EU-retslige forpligtelser. Manglen på advarsler får nu kritik fra de røde partier.

"Det er rystende, at regeringstoppen har været med til at føre Folketinget bag lyset, og at regeringen præsenterer sine forhandlingspartnere og resten af Folketinget for notater, hvor alvorlige advarsler fra embedsværket er fjernet," siger Maria Reumert Gjerding, Enhedslistens miljøordfører, i en pressemeddelelse.

Den omstridte regnemetode
For at få landbrugspakkens miljøregnskab til at gå i plus gjorde daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) brug af de såkaldte baseline-effekter. Den betyder, at man i landbrugspakken i årene 2013-2015 inddrager udefrakommende miljøgevinster.

Læs også: Løkke afviser at stille op i samråd om landbrugspakken

Den regnemetode fik i februar kritik af en række forskere, der i Berlingske påpegede, at landbrugspakken i virkeligheden ikke gav et grønt plus. Den sag førte til et mistillidsvotum til Kjer fra et flertal af Folketingets partier, der mente, at hun havde givet misvisende oplysninger til Folketinget. Det hele endte med, at hun trak sig som minister.

Med den nye afsløring mener Maria Reumert Gjerding, at den mistillid bør udvides til at gælde hele regeringen.

"Et flertal i Folketinget udtrykte for få måneder siden mistillid til Eva Kjer Hansen på grund af den grove vildledning, som landbrugspakken bygger på. Når vi nu ved, at hele regeringstoppen har været involveret i vildledningen, kan jeg umuligt se, at Folketinget fortsat kan have tillid til regeringen," siger hun.

Det er ikke første gang, at Lars Løkke kaldes i samråd om landbrugspakken. Sidste gang drejede det sig om, at regeringstoppen og statsministeren selv var dybt involveret i arbejdet med landbrugspakken. Men dengang afviste Løkke at møde op, da det drejede sig om regeringsinterne sager.

Opdateret med samrådsindkaldelsen.

Forrige artikel Morten Bødskov slået ned til EM-arrangement Morten Bødskov slået ned til EM-arrangement Næste artikel Ny måling: Rød blok øger forspring Ny måling: Rød blok øger forspring