Risbjerg: Venstre stiger op mod overfladen

MÅLINGER: Efter formandsstriden i juni er der for tredje måned i træk fremgang til Venstre i målingerne. DF går tilbage til 18,6 pct. efter at have ligget på over 20 pct. i næsten et halvt år. Der er tæt på stilstand mellem blokkene. Samlet går rød blok en anelse frem. Det viser professor Søren Risbjergs seneste snit.

Venstre cementerer i øjeblikket sin position som Danmarks største parti. V har nu erobret lidt over halvdelen af de tabte vælgere tilbage fra lavpunktet i juni, da V-formand Lars Løkkes brug af partimidler sendte partiet ud i en formandsstrid. 

Dengang var V helt nede at vende på 21,3 pct. i målingerne. Men siden da er partiet gået frem tre måneder i træk og kan nu mønstre en tilslutning på 24,1 pct.  

Det viser Altinget.dks kvalitetsvægtede gennemsnit af september måneds meningsmålinger, som er lavet af professor og valgforsker Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet.

V har dog fortsat et stykke vej, før partiet når op til valgresultatet fra 2011 på 26,7 pct. Det var omkring dette niveau, at V lå på i månederne op til, at Ekstra Bladet i maj skrev om Lars Løkkes tøjkøb og hans families ferie til Mallorca for partiets regning. 

Bemærkelsesværdigt comeback af V
Venstres hurtige opstigning efter krisen i juni er bemærkelsesværdig ifølge Søren Risbjerg Thomsen. I sidste uge viste en Gallup-måling for Berlingske, at vælgerne mener, at Løkkes troværdighed er i bund, mens han scorer højt på karisma. 

Sammenlignet med 15 andre danske toppolitikere var det kun Pia Kjærsgaard (DF) og LA-formand Anders Samuelsen, der havde lavere troværdighed.

”Det er bemærkelsesværdigt, at Venstre har hentet så meget af det tabte tilbage, så hurtigt. Oftest er det sådan, at lederens popularitet påvirker partiets tilslutning meget direkte. Men det ser ikke helt ud til at være tilfældet med Løkke og Venstre. Meget tyder på, at vælgernes ønske om en ny regering overskygger sagerne om Løkkes person og hans bilag,” siger Søren Risbjerg Thomsen.

Der har stort set været stilstand i styrkeforholdet mellem de to blokke de seneste måneder, og dermed har blå blok fortsat et solidt forspring på 54,1 pct., hvilket er en marginal tilbagegang på 0,2 procentpoint i forhold til august. 

DF har tabt pusten
Blå bloks samlede tilbagegang den seneste måned skyldes hovedsageligt tilbagegang for Dansk Folkeparti. I næsten et halvt år fra marts og helt frem til juli måned havde DF rekordhøj tilslutning med over 20 pct. i målingerne.  

DF toppede med 21,4 pct. i juli, men er gået tilbage i både august og september og befinder sig nu på 18,6 pct. 

”Det er overraskende, at DF går tilbage nu, mens debatten om dagpengene raser, og udlændingepolitikken igen er kommet på den politiske dagsorden,” siger Søren Risbjerg Thomsen.  

Endnu ingen Pape-effekt
Hos Konservative må man notere sig en lille tilbagegang fra 5,6 til 5,4 pct. den seneste måned. Dermed har den nye K-formand Søren Pape endnu ikke sikret sit parti en klar fremgang i forhold til Lars Barfoed, der som formand opnåede at bringe K op på 5,3 pct. i juni.

K står dog fortsat til at gå et enkelt mandat frem i forhold til det historisk dårlige valgresultat i 2011 på 4,9 pct.   

Hos partierne i rød blok er der stort set status quo. Største ændring den seneste måned er, at S efter et par måneder med tilbagegang går 0,5 procentpoint frem til 21,5 pct.

Læs hele artiklen på Altinget : christiansborg (kræver abonnement)

Forrige artikel Tørnæs: Jeg er stadig glad for gymnasiereformen Tørnæs: Jeg er stadig glad for gymnasiereformen Næste artikel Blå blok øver sig på magten Blå blok øver sig på magten