Risbjerg: Nu er rød blok foran

RISBJERGS SNIT: For første gang siden valget i 2011 viser valgforsker Søren Risbjerg Thomsens snit af meningsmålinger rødt flertal.

For første gang i valgkampen og for første gang siden september 2011 har rød blok flertal i valgforsker Søren Risbjerg Thomsens vægtede gennemsnit af meningsmålinger.

Indsamlingen af meningsmålingerne er baseret på målinger publiceret siden torsdag og frem til søndag eftermiddag.

50,3 procent af vælgerne bakker nu op om partierne, der ønsker, at Helle Thorning-Schmidt (S) skal fortsætte som statsminister. Det giver rød blok 88 mandater bag sig, mens de borgerlige ifølge Risbjergs nye snit kan trække 87 mandater med sig.

I snittet mangler fire nordatlantiske mandater. Og de kan ende med at blive afgørende for valget, så længe det er så tæt som nu i Danmark. Det kræver nemlig 90 mandater for at danne et flertal.

S leverer selv
Det nye snit bekræfter billedet af, at rød blok har gang i en sand slutspurt. Går man blot en måned tilbage, så stod blå blok til 52,7 procent og 93 mandater. Dengang bakkede kun 46,9 procent af vælgerne op om rød blok.

Helle Thorning-Schmidts Socialdemokraterne har selv leveret en del af fremgangen til rød blok. For en måned siden fik Socialdemokraterne ifølge Risbjergs snit 24,5 procent af stemmerne. Nu er det steget til 26,3 procent. 

Også Alternativet hjælper til i den røde fremgang. Valgkampens store overraskelse er på en måned gået fra 1,8 procent til fire procent. Det betyder, at Konservative nu står til at blive det mindste parti med 3,8 procent i Risbjergs nye snit.

Tilbagegangen i blå blok skal dog hovedsagelig findes hos Venstre. Mens Lars Løkke Rasmussens parti for en måned siden kunne samle 22,4 procent, er det det nu nede på 19,8 procent. I mandater er nedgangen ikke til at tage fejl af: fra 40 medlemmer af Folketinget til 35 på en måned. Venstre har i denne valgperiode haft 47 folketingsmedlemmer.

Læs hele artiklen her (kræver abonnement). Køb adgang til Altinget: christiansborg her

,

Forrige artikel Derfor anbefaler eksperterne højere boligskat Derfor anbefaler eksperterne højere boligskat Næste artikel Sådan tryller Thorning promiller til milliarder Sådan tryller Thorning promiller til milliarder