Risbjerg: Blå blok øger forspringet

MÅLINGER: Efter forsommerens tumultariske opgør om formandsposten i Venstre øger blå blok nu igen dens forspring i meningsmålingerne. V er igen det største parti, og hos rød blok går alle partier på nær Enhedslisten tilbage.

Venstre har stoppet partiets styrtblødning i meningsmålingerne og går igen frem.

Før sommerferien sendte sagen om V-formand Lars Løkkes brug af partimidler og det efterfølgende opgør om formandsposten ellers partiet ud på en solid nedtur i målingerne.   

Men siden V-krisen toppede, er partiet gået næsten to procentpoint frem fra 21,3 pct. i juni til 23,2 pct. i august. 

Det viser Altinget.dks kvalitetsvægtede gennemsnit af august måneds meningsmålinger, som er lavet af professor og valgforsker Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet.

Samtidig er både Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti gået 1,5 procentpoint tilbage, hvilket betyder, at Venstre igen er landet største parti. Den position havde S dermed kun til låns i en enkelt måned, da V-krisen var på sit højeste i juni.

Bemærkelsesværdig V-fremgang
”Det er bemærkelsesværdigt, at hver gang Løkke har haft en ny bilagssag med markant tilbagegang i meningsmålingerne, så går V også frem igen ret hurtigt derefter. Han er næppe blevet helt tilgivet af vælgerne for den seneste sag, men utilfredsheden med regeringen vejer tilsyneladende tungest,” siger Søren Risbjerg Thomsen.

Trods den seneste fremgang til Venstre ligger partiet dog fortsat et godt stykke under valgresultatet på 26,7 pct. 

Samlet set ser Lars Løkke fortsat ud til kunne overtage statsministerposten med et komfortabelt flertal. Blå blok har siden juni haft en fremgang på 1,3 procentpoint og ligger nu på 54,3 pct.

”På baggrund af de historiske erfaringer kan man som en tommelfingerregel ikke flytte mere end højest fem procentpoint mellem blokkene under en valgkamp. Derfor må bloks forspring siges at være relativt sikkert på nuværende tidspunkt,” siger Søren Risbjerg Thomsen.  

Selvom Løkkes forspring i målingerne fortsat må betegnes som komfortabelt, så er det imidlertid skrumpet voldsomt ind, siden det var på sit højeste i april 2013. Dengang stod blå blok til at få hele 58,5 pct.

Både S og SF går tilbage 

Hos rød blok er der i forhold til juni måned tilbagegang over hele linjen med undtagelse af Enhedslisten, som går frem fra 8,5 til 9,6 pct.

Derimod går både S, SF og R tilbage. Med dagpenge-balladen er det ikke så overraskende, at S går tilbage fra 22,5 pct. i juni til 21,0 pct. i august.

Til gengæld er det opsigtsvækkende, at SF med sin nye markante kritik af dagpenge-reformen også går lidt tilbage fra 7,0 pct. i juni til 6,6 pct. i august.

Læs hele artiklen på Altinget : christiansborg (Kræver abonnement)

Forrige artikel Østergaard ny politisk leder for Radikale Østergaard ny politisk leder for Radikale Næste artikel Vestager: Danmark skal tættere på kernen af EU Vestager: Danmark skal tættere på kernen af EU