Rektor afviser mediehetz mod Thorning og Espersen

MEDIE-FORSVAR: Journalisthøjskolens rektor forsvarer mediernes kritiske sommer-dækning af Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen.

"Eksperter, meningsdannere, kommentatorer og andre pibler i disse dage frem i medierne med beskyldninger om mediehetz, kønsdiskrimination og lemmingedefekt i dansk presse.

Omdrejningspunktet er naturligvis to af dansk politiks stærke kvinder - Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen - som hen over sommeren har været genstand for massiv medieomtale af alt muligt andet end deres politik.

Men sagen er den, at medierne og især journalisterne har passet - og taget vare på - den vigtige funktion, som er blevet dem tildelt. Der er hverken tale om hetz, lemminger eller direkte modstandere mod anstændige og demokratiske principper - uagtet at enkelte medier fra tid til anden går ud over kanten i jagten på den hurtige oplagssucces. Ingen nævnt, ingen glemt."

Sådan skriver rektor for Danmarks Medie- og Journalisthøjskole Anne-Marie Dohm i et indlæg i netavisen MediaWatch.dk. Hun levner dog også plads til lidt selvransagelse blandt medierne:

"Frem for at bruge sensommeren på at få bolden endeligt i mål, scorer mange medier i disse dage eklatante selvmål ved at fylde spalterne og nyhedsfladerne med tilfældige meningsdannere (bloggere) og eksperter, som uden at have den fjerneste baggrund - anden end deres nok så gode meninger - får lov til at sparke løs på medierne, nu de alligevel ligger ned. Og en række mediechefer holder sig ikke tilbage. De bruger søndagen på at sable deres egne - og især andres - redaktioner ned for sommeren igennem at have surfet med på en usaglig strøm af meningsmålinger og selvsvingshistorier om de to politikere."

Tid til refleksion
Journalisthøjskolens rektor maner til eftertanke:

"Der er grund til refleksion over sommerens massive medieomtale af Helle Thorning-Schmidt og Lene Espersen. Uden at de to sager har noget som helst med hinanden at gøre, er der dog en kedelig tendens i en række medier, som går igen i de to sager.

Fænomenet kan vi jo kalde for med-sparkeri, og det dækker over, at nogle journalister og medier tilsyneladende blot "sparker med", når kilden alligevel er gået i brædderne. Den måde de to politikere omtales på bliver i en række tilfælde til respektløse ekkoer af noget, som allerede har været bragt i andre medier. Enkelte medier falder i ved at tage udgangspunkt i de to kvindelige politikernes udseende og anvender vendinger, som på en indirekte måde bidrager til at underminere de to politikere på en usaglig måde.

Den form for journalistisk med-sparkeri er jeg overbevist om, at mediebrugerne godt kan gennemskue - og den øger ikke just de pågældende mediers troværdighed. Og det handler ikke om, at de to politikere er kvinder. Det gælder både for mænd og kvinder at fokus på fremtoning kan virke som ufint benspænd. Og det er også set i en række tilfælde vendt mod mandlige politikere.

I midten af 90'erne sang TV-2, at "det er samfundets skyld". Jeg oplever i stigende omfang et samfund, som siger, at det er mediernes skyld. Men det er altså ikke tilfældet i disse sager. Heller ikke selv om et kor af meningsdannere og supportere nu står på skuldrene af hinanden for at lave glidende tacklinger på medierne. Min opfordring skal være at behandle dem lige så kritisk som de politikere, som hen over sommeren har måttet stå til ansvar for deres handlinger i deres politiske og private virke," slutter Anne-Marie Dohm.

Forrige artikel To nye chefredaktører på Politiken Næste artikel Besværlige regler blokerer for frivilligt arbejde Besværlige regler blokerer for frivilligt arbejde