Regionsrådsformand Bent Hansen sygemeldt

SYGEMELDING: Regionsrådsformand Bent Hansen (S) har meddelt, at han vil være sygemeldt indtil 1. juli. Carl Holst (V) overtager midlertidigt formandsposten i Danske Regioner.

Formand for Danske Regioner og Region Midtjylland, Bent Hansen (S), har onsdag orienteret Danske Regioners bestyrelse og regionsrådet i Region Midtjylland om, at han efter en operation vil være sygemeldt indtil 1. juli. 

Bent Hansen forventer at være tilbage "i fuld vigør" i begyndelsen af august efter afholdt ferie, siger han i en pressemeddelelse.

I fraværsperioden vil Carl Holst (V) i sin egenskab af næstformand være fungerende formand for Danske Regioner, og Bent Hansen har foreslået, at bestyrelsen udpeger Ulla Astman (S) til at indgå i Danske Regioners forhandlingsdelegation ved de forestående økonomiforhandlinger og trepartsforhandlinger.

I regionsrådet for Region Midtjylland vil 1. næstformand Bente Nielsen (SF) være fungerende formand fra 25. maj til 1. juli, og Leif Mørck (S) vil blive indkaldt som suppleant for Bent Hansen til regionsrådet.

Forrige artikel Her er aftalen om kommunal udligning Næste artikel Smal udligningsaftale på plads Smal udligningsaftale på plads