Regeringsparti vinder valg i Grønland

GRØNLAND: Det regerende parti i Grønland, Siumut, har vundet valget til landstinget, Inatsisartut. Selv om partiet gik 8,5 procent tilbage, skal partiet nu forhandle om at danne regering.

I nat dansk tid lukkede valgstederne i Grønland, og det nuværende regeringsparti Siumut ser ud til at bevare sin position som landets største parti i landstinget, Inatsisartut.

Dermed bliver det i første omgang partiformanden fra det socialdemokratiske Siumut, Kim Kielsen, der skal forsøge at danne en koalitionsregering, som enten skal være med to andre partier, eller med det andet store parti IA. De to store partier har hver fået 11 af de 31 sæder i landstinget.

Det viser de foreløbige valgresultater fra Grønland, hvor valgdeltagelsen blev på 72,9 procent. Det er 1,3 procent lavere end ved valget sidste år.

Vinder og taber
Siumut blev dog straffet med en tilbagegang på 8,5 procent for de bilagssager, som førte til at den tidligere formand Aleqa Hammond måtte gå af, og der blev udskrevet valg.

De foreløbige resultater viser dog, at de stemmer primært er gået til det nye parti Parti Naleraq med den tidligere Siumut-formand Hans Enoksen i spidsen.

Mandatfordelingen betyder altså, at det er nødvendigt at få to partier med i en koalition, og da partilederne ikke har peget på, hvem de vil støtte, så er der flere muligheder.

Valgresultat 2014

Parti Antal stemmer Procent Mandater
Atassut 1.919 6,5 2
Demokraterne 3.468 11,8 4
IA, Inuit Atiaqatigiit 9.776 33,2 11
Partii Inuit 477 1,6 0
Partii Naleraq 3.423 11,6 3
Siumut 10.102 34,3 11
Enkeltkandidater 22 0,1 0
Blanke og ugyldige  301 1,0  
Stemmeprocent  72,9    

Der er afgivet 29.488 stemmer ved valget ud af 40.424 stemmeberettigede.

Kilde: nanoq.gl











Forrige artikel DF og K sikrer lang aftale om boligmilliarder DF og K sikrer lang aftale om boligmilliarder Næste artikel SF og EL advarer imod samtalecirkus på jobcentrene SF og EL advarer imod samtalecirkus på jobcentrene