Regeringens økologi-mål mangler millioner

MILLIONMANGEL: Hvis regeringen skal gøre sig nogle forhåbninger om at indfri målene om offentlige, økologiske køkkener i 2020, skal midlerne til området ifølge Økologisk Landsforening fordobles. Fødevareminister Mette Gjerskov vil ikke afvise, at beløbet kan stige på et tidspunkt.

Regeringens mål om at alle offentlige køkkener skal være økologiske i 2020 bliver umuligt at nå, hvis ikke der bliver afsat dobbelt så mange penge til indsatsen.

Det er meldingen fra Økologisk Landsforening og Københavns Madhus, der dagligt leverer tusindvis af økologiske måltider til københavnske skoleelever, børnehavebørn og plejehjemsbeboere.

I fødevareministeriets nyeste økologipolitiske udspil, "En ny stærk økologipolitik - på vej mod en grøn omstilling", er regeringens klare målsætning, at alle offentlige køkkener i Danmark skal servere mindst 60 procent økologisk mad i 2020.

Men regeringen har kun afsat 20 millioner kroner om året til omlægningsprocessen, og det er langt fra nok, mener Paul Holmbeck, direktør i Økologisk Landsforening.

"Det er en god start og et godt udspil for økologien og den grønne vækst i Danmark. Men det er cirka halvdelen af, hvad vi mener, skal sættes af til området, hvis man skal nå målsætningen inden 2020," siger Paul Holmbeck til Altinget.dk.  

Seks-otte kommuner kan få hjælp
Sammen med Københavns Madhus lavede Økologisk Landsforening tidligere på året en række beregninger på, hvor mange penge, der reelt bør sættes af til den økologiske omstillingsproces.

Beregningerne, der bl.a. er baseret på erfaringer fra den økologi-venlige Københavns Kommune, viser, at man fra statens side skal bruge omkring 44 millioner kroner om året, hvis 2020-målsætningen skal nås. Derudover bør de enkelte kommuner også spæde til og investere i omlægningerne, hvis udviklingen for alvor skal bide sig fast. 

Regeringen har i alt afsat 36 millioner kroner til hele udspillet i både 2012 og 2013. Godt 10 millioner kroner er øremærket omstillingen af de offentlige køkkener til økologi, og det beløb bliver lagt oven i 10 millioner kroner, som i forvejen er blevet afsat til området. Paul Hombeck vurderer, at omkring seks til otte kommuner vil kunne blive hjulpet i gang om året med det nuværende omstillingsbeløb.

Men Anne-Birgitte Agger, direktør i Københavns Madhus, forventer, at der vil blive afsat flere penge til området, hvis det bliver nødvendigt.

"I forhold til det, vi har anbefalet fødevareministeriet, så er der ikke blevet sat så mange penge af til området. Men det afgørende er, at vi er kommet i gang med en national målsætning, og så må pengene komme senere, hvis vi skal nå det hele," siger hun.

Enhedslisten: Niveauet er ikke ambitiøst
Enhedslisten, der nu er gået i gang med at forhandle finansloven på plads med regeringen, har tidligere meldt ud, at 90 procent af den mad, som bliver serveret i de offentlige køkkener i 2020, skal være økologisk.

Derfor er fødevareordfører Per Clausen heller ikke ubetinget begejstret for hverken beløbets størrelse eller regeringens økologi-målsætning på 60 procent i 2020. I både Københavns og Albertslund Kommune, der har haft aktive økologistrategier siden årtusindeskiftet, har man allerede passeret 60 procents-målsætningen, og derfor mener han, at regeringen kan gøre det bedre.

"Jeg er glad for, at ministeren har indset, at der skal gøres noget for det her område, men jeg mener ikke, niveauet er så forfærdeligt ambitiøst. Derfor vil jeg tage både pengebeløbet og ambitionsniveauet op med ministeren under finanslovsforhandlingerne," siger Per Clausen.

Gjerskov: Kommunerne skal også betale
Fødevareminister Mette Gjerskov (S) siger til Altinget.dk, at hun på nuværende tidspunkt ikke vil forholde sig til, om der er blevet afsat nok penge til området eller ej. Hun understreger, at de afsatte midler kun er for 2012 og 2013, og at den økologiske omlægningsproces vil blive taget med i de kommende forhandlinger om den "Økologipolitiske Handlingsplan 2020".

Mette Gjerskov siger dog, at 44 millioner kroner om året ikke lyder "ufornuftigt", men at hun nu vil se, hvordan den grønne dagsorden bliver taget imod hos kommunerne og i regionerne.

"Vi regner med, at vi nu får sat en dagsorden om grøn omsætning i hele Danmark, og jeg er sikker på, at kommunerne og regionerne også kan se det fornuftige i denne grønne omlægning. Planen er også baseret på, at kommunerne på sigt vil medfinansiere det, og jeg har det indtryk, at både borgermestre og regionspolitikere vil være med til grøn omstilling. Så jeg er ikke deprimeret over det," siger Mette Gjerskov og understreger, at hun løbende vil følge processen i de enkelte kommuner rundt om i landet.

"Jeg tror, vi kommer rigtig langt, men det kan være, det bliver svært og at vi bliver nødt til at tage nogle andre initiativer inden 2020. Det her er noget, vi skal følge, men jeg er helt overbevist om, at der nu vil komme en helt anden stemning omkring det her. Men hvis det så ikke virker om tre-fire år, så må vi se, hvad vi kan gøre til den tid," siger fødevareministeren.

Forrige artikel Dødsfald: Tidligere S-minister Ivar Nørgaard (89) Dødsfald: Tidligere S-minister Ivar Nørgaard (89) Næste artikel Thornings tale ved S-kongressen