Skatteminister vil lukke for smart leasing-fidus

Karsten Lauritzen (V) i samråd 23. maj 2017.

SAMRÅD: Skatteminister Karsten Lauritzen (V) vil indkalde til forhandlinger om at ændre loven for indregistrering af leasingbiler, hvis der skulle vise sig at være et problem i lovgivningen. Han afviser dog en ny bombe under Skat.

Et smuthul i lovgivningen har medført, at visse biler har betalt for lav eller slet ikke nogen registreringsafgift.

Det kan ske, når et leasingselskab og en bilimportør samarbejder og for eksempel lader bilen køre kort tid på vejen for derefter at sælge den videre med høj fortjeneste. Det omtales som afgiftsvask eller at vaske biler.

Yderligere kan leasingselskaber også bede om refusion af registreringsafgifter, hvilket har været i kraftig stigning de senere år.

Der var derfor tirsdag indkaldt til samråd i Skatteudvalget, hvor skatteminister Karsten Lauritzen (V) var meget åben for at ændre lovgivningen, hvis der skulle vise sig at være et problem.

"Det har aldrig været meningen, at nogen skal betale 150 procent i registreringsafgift, mens nogle kan køre afgiftsfri rundt i Danmark," sagde Karsten Lauritzen og fortsatte:

"Derfor har jeg bedt Skatteministeriet om at undersøge, om regelsættet er tilstrækkeligt robust. Så snart resultaterne foreligger, vil jeg indkalde til politiske forhandlinger inden sommerferien."

Minister: Ser det ikke som en bombe
Selvom der er problemer i lovgivningen, forventer ministeren ikke at se endnu en bombe under skattesystemet.

"Det, at nogen kan køre rundt uden at betale registreringsafgift, er et skattehul. Derfor har jeg et ønske om at lukke det hul. Jeg vil dog sige, at det ikke er mit indtryk, at der ligger en stor bombe, men det får vi naturligvis afdækket," sagde Karsten Lauritzen (V).

Undersøgelsen forventes færdig i juni.

Forrige artikel Ammitzbøll om ny Cepos-bog: Den offentlige sektor skal køre længere på literen Ammitzbøll om ny Cepos-bog: Den offentlige sektor skal køre længere på literen Næste artikel Elbæk: Krav til en kommende regering er ikke kun grønne  Elbæk: Krav til en kommende regering er ikke kun grønne