Regeringen vil bruge 250 mio. mod parallelsamfund

PARALLELSAMFUND: Regeringen vil afsætte en kvart milliard kroner til en exitpakke, der skal styrke indsatsen mod social kontrol, radikalisering og religiøs tvang i parallelsamfund. Se exitpakkens initiativer her.

Det skal være slut med social kontrol og undertrykkelse i parallelsamfund i Danmark. 

Det mener regeringen, der vil afsætte 250 millioner kroner til en ny exitpakke, der blandt andet skal gøre det lettere at komme væk fra undertrykkelse. 

Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V) mener, at den undertrykkende adfærd, der ses i parallelsamfundene er dybt uacceptabel.

"Vi skal ikke acceptere, at kvinder ikke kan slippe ud af et voldeligt ægteskab, eller at forældre påtvinger deres børn et indskrænket livssyn og forsøger på at styre deres liv," siger Inger Støjberg i en pressemeddelelse.

"Vi skal styrke indsatsen på en række fronter, og vi skal gøre op med misforståede religiøse hensyn. Der skal være hjælp at hente omgående," tilføjer hun.

Sætter ind mod berøringsangst
De tre initiativer i exitpakken, som kan ses i boksen til højre, betyder, at der skal være omgående hjælp at hente for kvinder, børn og unge, der oplever stærk social kontrol, vold og anden undertrykkelse. Samtidig skal det ifølge Støjberg være slut med tvangsægteskaber og andre krav, som krænker den enkeltes ret til selv at bestemme over sit eget liv.

Regeringen vil også sætte ind mod berøringsangsten, hvor lærere, pædagoger, sundhedspersonale og den almindelige borger er tilbageholdende med at gribe ind over for undertrykkelse.

”Det er vigtigt, at både fagpersoner og andre personer omkring den unge ved, hvor de kan henvende sig, hvis de oplever noget bekymrende. Hverken religion eller kulturforskelle må være en undskyldning for at lade stå til. Vi skal slå hårdt ned på social kontrol og undertrykkelse,” siger Inger Støjberg.

Exitpakken er en del af et samlet udspil fra regeringen til bekæmpelse af social kontrol og undertrykkelse, der kommer som oplæg til efterårets satspuljeforhandlinger.

Forrige artikel Kritik: Ny patientforening er i lommen på industrien Kritik: Ny patientforening er i lommen på industrien Næste artikel EU's fri bevægelighed splitter vælgerne EU's fri bevægelighed splitter vælgerne