Regeringen satser på uddannelse

FINANSLOV: Finansminister Bjarne Corydon (S) har fremlagt regeringens forslag til en finanslov for 2013.

Regeringen har mandag formiddag fremlagt sit forslag til finansloven.

Der er blandt andet afsat ekstra 3 mia. kr. til uddannelsesområdet og 3,9 mia. kr. til en ny Storstrømsbro.

Finansminister Bjarne Corydon (S) udtaler:

"Vi har fundet flere penge til uddannelse, så de unge kan få den viden og de kompetencer, der er nødvendige for, at de kan klare sig på fremtidens arbejdsmarked. Samtidig fører vi en ansvarlig og troværdig finanspolitik, der lever op til henstillingen fra EU og holder de danske renter nede til gavn for boligejere, virksomheder og forbrugere."

Regeringen har også fremlagt sine forventninger til det offentlige underskud. I 2012 forventes det at lande på 73,5 mia. kr., hvilket svarer til 4,0 pct. af BNP. I 2013 forventes et underskud på 36,5 mia. kr., 1,9 pct. af BNP.

"Jeg er tilfreds med, at vi med vores skøn har udsigt til, at Danmark indfrier EU-henstillingens krav om, at det faktiske offentlige underskud bringes under grænsen på 3 pct. af BNP senest i 2013 og en strukturel forbedring af den offentlige saldo på 1,5 pct. af BNP fra 2010 til 2013. Troværdigheden om finanspolitikken er med til at sikre vores lave renter," siger Bjarne Corydon.

I de næste uger indleder regeringen forhandlinger om finansloven med Folketingets øvrige partier.

<iframe width="450" height="253" src="http://www.youtube.com/embed/obl_r9EQBqc" frameborder="0" allowfullscreen></iframe>

Forrige artikel Her er regeringens finanslovforslag Her er regeringens finanslovforslag Næste artikel EL kræver flyafgift på finansloven EL kræver flyafgift på finansloven