Regeringen opjusterer det økonomiske råderum med fem milliarder kroner

ØKONOMI: Det økonomiske råderum forventes at blive fem milliarder kroner større i 2025, end Finansministeriet hidtil har regnet med.

Nicolai Wammen (S) har som ny finansminister fået en tidlig julegave i form af en tilgængelig pengepulje på fem milliarder kroner i det finanspolitiske råderum.

Den nye redegørelse for dansk økonomi opjusterer forventningen til statens samlede overskud i perioden 2020 til 2025 til at være næsten 29 milliarder kroner. 

Det er fem milliarder mere, end Finansministeriet regnede sig frem til under den tidligere regering.

Nicolai Wammen er tilfreds med, at råderummet ser ud til at blive større. Men han understreger, at gevinsten ikke kan indløses endnu. 

"Det er positivt med et større råderum. Men det er vigtigt at sige, at det ikke hjælper os i 2020. Det er først senere i perioden, at det slår igennem. I 2020 er det første, vi skal tage os af, den efterladte regning," sagde han. 

Stigningen i det økonomiske råderum skyldes ifølge finansministeren blandt andet nye og højere prognoser for antallet af erhvervsaktive danskere.

Ubetalte regninger
Nicolai Wammens glædelige nyheder om et større økonomisk råderum end forventet, kom sammen med finansministerens præsentation af det kassetjek, regeringen har foretaget i løbet af august.

Her har regeringen fundet ubetalte regninger for omkring 3,5 milliarder kroner i Finansministeriet.

"Lars Løkke har efterladt en regning til danskerne på 3,5 milliarder kroner. Den skal håndteres. Ellers vil de økonomiske muligheder og det økonomiske råderum blive udhulet," sagde finansminister Nicolai Wammen. 

Men selvom det umiddelbart kunne se ud, som om det øgede økonomiske råderum lander på et tørt sted i bunden af Finansministeriets pengekasse, vil Nicolai Wammen ikke glæde sig for tidligt.

De ubetalte regninger skal nemlig betales allerede fra 2020, og her er den nye økonomiske opjustering ikke endnu slået igennem, sagde Wammen.

Han gentog desuden flere gange på pressemødet, at de gode udsigter for statens kassebeholdning er afhængige af, at Danmarks økonomi fortsat vokser i de kommende år. 

"Jeg vil ikke bruge penge, før jeg er sikker på, at vi har dem. Det tror jeg, er klogt så længe verden ser ud, som den gør," sagde han. 

Forrige artikel Politikere er helt i bund: Se listen over, hvilke faggrupper der scorer højest på troværdighed Politikere er helt i bund: Se listen over, hvilke faggrupper der scorer højest på troværdighed Næste artikel Elbæk: Vi ønsker at fastholde den frie politiske position Elbæk: Vi ønsker at fastholde den frie politiske position