Regeringen og KL lander udvidet økonomiaftale

FORHANDLING: Et eftersyn af kommunernes økonomi på flygtningeområdet, flere frikommuner og en revision af Serviceloven er blandt hovedpunkterne i en ekstraordinær kommuneaftale. KL's formand er godt tilfreds.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen (V) kunne fredag eftermiddag give KL's formand, Martin Damm (V), hånd på en uddybning af sommerens aftale om næste års kommuneøkonomi.

På grund af folketingsvalget endte forsommerens traditionelle forhandlingsforløb med en forceret aftale i juli. Her fik man kun aftalt de helt overordnede økonomiske rammer.

Forhandlingerne blev først genoptaget tirsdag denne uge, men kunne landes efter to møder, så kommuneaftalen er helt på plads, inden finanslovforhandlingerne starter i næste uge.

Centralt i fredagens aftale står kommunernes økonomi på flygtningeområdet. En række kommuner oplever et stigende pres i forhold til at håndtere boligsituationen og det indledende integrationsforløb.

Regeringen og KL er derfor blevet enige om at give økonomien på området et eftersyn.

”Vi lavede en aftale om håndteringen af flygtninge med den sidste regering i januar. Men nu står vi i en ny situation, så vi er nødt til at råbe vagt i gevær, for mange kommuner er rigtig udfordrede,” siger Martin Damm til Altinget.

Ud over diskussionen om flygtninge har KL og regeringen også drøftet rammerne for de kommende års effektiviseringer i den kommunale sektor.

Væk fra nålestiksoperationer
Selv om regeringens omprioriteringsbidrag ikke nævnes med et ord i aftalen, så ligger ambitionen om hvert år at skære op mod 2,4 milliarder kroner af kommunernes økonomi som en underliggende præmis.

”Regeringen er optaget af, at hele den offentlige sektor bidrager til at frigøre ressourcer og derved skaber rum til prioriteringer på tværs af sektorer,” lyder det i aftalen.

På den baggrund er regeringen og KL blevet enige om, at fremtidens effektiviseringer skal ske ud fra et helt nyt paradigme.

Ifølge Martin Damm skal man væk fra ”nålestiksoperationer,” hvor Finansministeriet på baggrund af analyser af et konkret område plukker et antal hundrede millioner kroner. Ofte oplever kommunerne, at de ministerielle regnestykker er lige vel optimistiske.

I stedet skal KL og de relevante ministerier indgå en løbende dialog om, hvordan regler og lovgivning kan tilpasses, så kommunerne får friere rammer til at leve op til de økonomiske mål.

”Staten kan sætte nogle mål, og så skal kommunerne have friere rammer. Så er det vores opgave selv at finde ud af, hvor og hvordan vi kan effektivisere,” siger Martin Damm.

Revision af Serviceloven
I aftalen peges der på beskæftigelsesområdet som et sted, hvor ”regelforenklinger” kan føre til effektivisering. Helt konkret lægges der blandt andet op til en sanering og gennemskrivning af Loven om Aktiv Beskæftigelse.

Det er også i lyset af det nye effektiviseringsparadigme, man skal se aftalens punkt om en revision af Serviceloven.

Punktet følger blandt andet op på et kontroversielt lovforslag, som tidligere socialminister Manu Sareen (R) lod falde tidligere på året efter massiv kritik for, at det ville få store konsekvenser for handicappede borgeres retssikkerhed.

”Det er ikke det samme lovforslag, vi vil have. Men der er meget bureaukrati her, og det er jo i alles interesse at få ryddet op i det. Og meget af det, der lå i lovforslaget, var jo meget fornuftigt,” siger Martin Damm.

Flere frikommuner
Af andre punkter lægger aftalen blandt andet op til at fastholde et lavt grundkapitaltilskud, som sikrer, at kommuner får lettere ved at støtte almene boliger.

Herudover er der et selvstændigt bilag om den kommende fællesoffentlige digitaliseringsstrategi for 2016-2020 samt en ambition om at sætte et nyt frikommuneforsøg i gang.

Sidstnævnte skal strække sig fra 2016 til 2019.

”Det er en god metode til at finde nye veje. Der er meget kreativitet i de enkelte kommunalbestyrelser, og det er ude lokalt, at man finder på mange af de gode løsninger, hvis man har rum til at eksperimentere,” siger Martin Damm.

Forrige artikel Ene kvinde i kurven: Kometen Carly Fiorina Ene kvinde i kurven: Kometen Carly Fiorina Næste artikel Løkke: Eftertiden vil dømme os Løkke: Eftertiden vil dømme os