Regeringen nedsætter inflationsudvalg

Regeringen udpeger nyt inflationsudvalg bestående af fire medlemmer herunder den tidligere nationalbanksdirektør Hugo Frey Jensen.

Regeringen har nedsat et nyt inflationsudvalg, som skal komme med faglige anbefalinger om, hvordan inflationen kan håndteres bedst muligt.

Det oplyser Finansministeriet i en pressemeddelse.

Udvalget består af den tidligere direktør i Nationalbanken Hugo Frey Jensen, professor i økonomi ved Københavns Universitet Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, professor i finansiering ved Aarhus Universitet Charlotte Christiansen og lektor i økonomi ved Københavns Universitet Søren Hove Ravn.

"Lige nu oplever vi de højeste prisstigninger i 40 år. Det er noget, som alle danskere mærker i hverdagen. Vi har allerede lavet en række aftaler, som giver en hjælpende hånd til danskerne, og vi er klar til at se på mere hjælp," udtaler finansminister Nicolai Wammen i forbindelse med nedsættelsen af udvalget og fortsætter:

"Med de fire medlemmer af inflationsudvalget får regeringen et nyt perspektiv på inflationen og kan søge råd og vejledning fra nogle af landets fremmeste eksperter."

{{toplink}}

Den danske inflation er steget fra 1,8 procent i august 2021 til 8,9 procent i august 2022. Det er dermed den højeste inflation siden år 1983.

Formanden for inflationsudvalget er føromtalte Hugo Frey Jensen. 

Udvalget skal have afsluttet sin rapportering i slutningen af 2022. 

Forrige artikel Horesta udpeger ny direktion Horesta udpeger ny direktion Næste artikel Kristian Hegaard har fået nyt job Kristian Hegaard har fået nyt job