Regeringen indgår bred aftale om dobbelt statsborgerskab

KORT NYT: Regeringen, Venstre, SF, EL og LA har onsdag indgået aftale om at acceptere dobbelt statsborgerskab fremover. Justitsministeren vil til efteråret fremsætte et lovforslag, som forventes at træde i kraft i sommeren 2015.

Danske statsborgere skal fremover kunne bevare deres danske statsborgerskab, selv om de flytter til et andet land og bliver statsborgere der. Udlændinge, der bor i Danmark, skal heller ikke give afkald på deres oprindelige statsborgerskab for at blive danske statsborgere.

Det er parterne bag onsdagens aftale om dobbelt statsborgerskab enige om. Der skal altså gives fuld adgang til dobbelt statsborgerskab for alle danskere og udlændinge.

Det skriver Justitsministeriet i en pressemeddelelse.

Aftaleparterne er enige om, at der skal etableres en overgangsordning for tidligere danske statsborgere, som har mistet deres danske statsborgerskab i forbindelse med erhvervelse af et fremmed statsborgerskab.

Regeringen vil på baggrund af aftalen til efteråret fremsætte et lovforslag om ændring af reglerne om dobbelt statsborgerskab. Ændringerne forventes at træde i kraft i løbet af sommeren 2015.

Forrige artikel Corydon opgav 'normalisering' af økonomien Corydon opgav 'normalisering' af økonomien Næste artikel Britiske konservative giver grønt lys til Messerschmidt Britiske konservative giver grønt lys til Messerschmidt