Regeringen åbner for at diskutere ny abortgrænse, mens borgerlige partier afviser ændringer

Sundhedsministeren vil invitere til forhandlinger om abortgrænsen i løbet af efteråret, efter Etisk Råd har præsenteret sine anbefalinger. En grænse på 18 uger vil dog være moralsk forkert, mener Konservative.

Det har i dén grad skabt debat, at et stort flertal i Etisk Råd nu foreslår at gøre op med 50 års dansk abortlovgivning.

Et flertal i rådet anbefaler at hæve den nuværende grænse for fri abort fra 12 uger til 18 uger.

Den klare anbefaling har dog endnu ikke fået regeringen til at melde en egentlig holdning ud.

"Vi er åbne for at drøfte spørgsmålet, og jeg ser frem til at dykke grundigt ned i udtalelserne fra Etisk Råd sammen med Folketingets partier," skriver sundhedsminister Sophie Løhde (V) i et mailsvar.

Torsdag kommer de danske abortregler for alvor under lup, når Folketingets tværpolitiske netværk for seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er vært for en konference på Christiansborg.

Her uddyber Etisk Råd sine anbefalinger over for folketingsmedlemmerne, mens regeringen i form af ligestillingsminister Marie Bjerre (V) vil reagere på anbefalingerne.

Sundhedsministen oplyser, at det er vigtigt for regeringen, at en eventuel ændring af abortgrænsen "både skal være langtidsholdbar og have opbakning fra et bredt flertal i Folketinget".

Sophie Løhde vil invitere til forhandlinger i løbet af efteråret.

{{toplink}}

K afviser flertal i Etisk Råd

Det bliver umiddelbart ikke noget problem for regeringen at finde partier, der også er åbne for at justere den abortgrænse, der har ligget stille i 50 år.

Enhedslisten har længe ønsket at flytte abortgrænsen til 22. graviditetsuge, og Radikale Venstre og SF samt Alternativet har alle meldt ud, at de gerne ser grænsen hævet.

Til højre for regeringen er billedet et helt andet.

Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige er tilfredse med den nuværende grænse på 12 uger.

Konservative har ventet med at tage stilling. Indtil nu.

Politisk ordfører Mette Abildgaard fortæller til Altinget, at partiet ikke kan bakke op om en grænse på 18 uger, "fordi spændet mellem liv og død bliver for lille".

"I uge 18 vil et barn være i stand til at lytte og genkende lyde. Vi mener, at det er for sent at have fri abort helt frem til den grænse. Derfor kommer vi ikke til at bakke op om det snævre flertal i Etisk Råd, der har anbefalet det," siger hun.

For dem i Etisk Råd, der anbefaler en grænse på 18 uger, lyder det i udtalelsen, at perioden mellem 18 og 22 uger er en "betydelig margin". Har de ikke ret i det?

"Det er et definitionsspørgsmål. Jeg synes ikke, at fire uger er en betydelig margin mellem liv og død for et væsen, der vokser inde i maven," siger Mette Abildgaard og fortsætter:

"Jeg læste også i materialet fra Etisk Råd, at 15 procent af dem, der bliver født efter uge 12, viser livstegn. Det viser, at det er noget, vi etisk er nødt til at tage meget alvorligt. Og det er klart, at jo længere vi kommer frem mod uge 22, jo flere børn vil være levende født - og det har vi et ansvar for at undgå, når der foretages aborter."

Udgangspunktet for Konservative er en abortgrænse på 12 uger, forklarer den politiske ordfører. Hun er dog villig til at tage et kig på reglerne.

"Vi vil sådan set gerne diskutere og undersøge, om vi kan gøre noget for, at den viden, man får ud af en nakkefoldsscanning, i højere grad kan komme i spil, inden man skal træffe en beslutning. Derfor vil vi undersøge, om man kan justere på grænsen for, hvornår nakkefoldsscanningen bliver foretaget, eller hele processen omkring den."

"Det er også en overvejelse, om man kan lave en eller anden form for dispensationsordning, sådan at man siger, at de fem mest hyppige fund ved en nakkefoldsscanning ikke kræver en dispensationsansøgning," siger hun.

Liberal Alliance har også ventet, indtil Etisk Råd var færdig med sine rundbordsdiskussioner.

I modsætning til Konservative venter det liberale parti lidt endnu.

Politisk ordfører Sólbjørg Jakobsen oplyser i en sms til Altinget, at Liberal Alliance "læser anbefalingerne og drøfter det i gruppen på førstkommende gruppemøde".

Forrige artikel Flertal i Etisk Råd anbefaler at hæve abortgrænsen Flertal i Etisk Råd anbefaler at hæve abortgrænsen Næste artikel Her er topforhandlerne og deres håndlangere, som skal lægge arm med regeringen om lønmilliarderne Her er topforhandlerne og deres håndlangere, som skal lægge arm med regeringen om lønmilliarderne