Rapport: Tilbuddet til uddannelsesløse unge har for lidt plads og dårlige lokaler

Ifølge en ny analyse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har institutionerne til den Forberedende Grunduddannelse mange dårlige lokaler og for få kvadratmeter. Institutionerne vurderer selv, at der skal investeres over én milliard kroner i deres bygninger.

Alt for lidt plads i alt for dårlige bygninger.

Det er, hvad mange institutioner for den Forberedende Grunduddannelse (FGU) forsøger at drive uddannelse i.

I en ny analyse fra Styrelsen for Uddannelse og Kvalitet lyder vurderingen fra de 27 FGU-institutioner, som er et tilbud til unge uden uddannelse og beskæftigelse, at de samlet set har brug for at investere 1,1 milliarder kroner i deres bygningsmasse.

Det er kritisk, at rammerne for uddannelsen, som skal bringe flere unge i arbejde eller videre uddannelse, er så langt fra at være optimale, mener regeringens støttepartier.

”Pointen med FGU er at kombinere værkstedsbaseret pædagogik med det boglige. Det kan man jo ikke, hvis ikke der er ordentlige bygninger,” siger SF’s undervisningsordfører, Jacob Mark og efterlyser flere penge til området.

Hvis regeringens ambition om at få flere unge i job eller uddannelse skal lykkes, kræver det en seriøs opgradering af FGU, lyder det fra flere partier og aktører på området.

Læs mere i artiklen Partier og aktører vil sende flere penge til FGU.

Mangler finansiering
Ifølge STUK-analysen vil institutionerne primært bruge de 1,1 milliarder kroner på at købe og bygge ejendomme.

24 af de 27 FGU-institutioner vurderer, at de har behov for at udvide pladsen til undervisning – og særligt få mere værkstedsplads.

Problemet er imidlertid, at mange af institutionerne ikke har mulighed for at finansiere de ønskede investeringer. 

Blot 10 af FGU-institutionerne vil ifølge analysen således være fri for ”væsentlige udfordringer med at etablere den ønskede bygningsmasse”.

De resterende 17 institutioner vurderes til enten af have ”delvise udfordringer” eller ”væsentlige udfordringer” med at finansiere deres behov.

Det kalder på politisk handling fra Christiansborg, siger SF, Radikale og Dansk Folkeparti fredag til Altinget Uddannelse. Læs mere her.

For dårlige bygninger
Det er ikke kun behovet for ekstra kvadratmeter, som presser institutionerne.

De beretter også om problemer med ting som luftkvalitet og akustik i deres eksisterende bygninger.

Den slags problemer skyldes, at der i stort omfang er tale om ældre bygninger – og at mange af dem oprindeligt ikke er opført til undervisningsbrug.

”Det drejer sig bl.a. om bygninger til industrielle formål (herunder koldhaller), hvor der oprindeligt ikke har været behov for isolering, akustisk afskærmning mv.,” står der i analysen.

Den oplister en række eksempler på institutioner, som eksempelvis oplever problemer med ”lugt fra kloak”, "skimmelsvampsangreb", ”manglende isolering” og ”ingen ventilation”.
1,1 milliarder er måske ikke nok
Analysen opgør i alt 119 forskellige bygnings-projekter (køb, nybyg, tilbygning mv.) fordelt på alle institutioner.

Den samlede pris på projekterne er opgjort til 1,1 milliarder kroner, men det er formentlig ikke engang nok, lyder det i analysen.

”Efter Deloittes vurdering vil de (1,1 milliarder kroner, red.) dog ikke fuldt ud sikre en bygningsmasse, som modsvarer FGU-institutionernes forpligtigelser til at gennemføre tilskudsberettigede aktiviteter i egnede lokaler.”

”Investeringsomfanget vil således forventelig øges, hvis FGU-institutionerne fuldt ud skal håndtere deres bygningsmæssige forpligtigelser,” står der blandt andet i analysen.

STUK anbefaler at afvente
I et tilhørende notat til bygningsanalysen anbefaler STUK imidlertid at slå koldt vand i blodet.

Først og fremmest konstaterer styrelsen, at der stadig er usikkerhed om den fremtidige aktivitet på institutionerne. Derfor hviler det langsigtede bygningsbehov på et usikkert grundlag, anføres det i notatet.

Ifølge STUK er der således en risiko for, at bygningsinvesteringer vil føre til, at ”FGU-institutionerne bygger sig til et for højt aktivitetsniveau og derved kan komme i økonomiske vanskeligheder”.

Styrelsen anbefaler derfor, at man afventer en ”konsolidering af sektoren, da FGU-institutionerne fortsat er i en afklaringsfase”.

Meget få FGU-institutioner har på nuværende tidspunkt konkrete, bestyrelsesgodkendte investeringsplaner, skriver STUK videre og tilføjer, at det endnu er for tidligt at konkludere på FGU-institutionernes ”driftsøkonomiske situation”.

Der er i år afsat 60 millioner kroner i tilpasningsmidler målrettet bygningsområdet, og STUK foreslår i sit notat også, at de midler fordeles målrettet efter institutionernes bygningssituation.

Forrige artikel DI revser regeringens forslag om at fastholde besparelser på Datatilsynet DI revser regeringens forslag om at fastholde besparelser på Datatilsynet Næste artikel Støttepartier undrer sig over Krags brug af socialreserve til ny hjemløseindsats: Støttepartier undrer sig over Krags brug af socialreserve til ny hjemløseindsats: "Det vil være en klassisk satspulje-fejl"