Radio24syv sender Qvortrup på pause under Se og Hør-retssag
MEDIER: Når Se og Hør-retssagen starter 25. august, bliver bladets tidligere chefredaktør Henrik Qvortrup, der er sigtet i sagen, afløst af en vikar på Radio24syv. Her medvirker han ellers som vært i mediemagasinet Q&A.
Sigtelsen af Henrik Qvortrup i den såkaldte Se og Hør-sag betyder, at han må holde en pause som vært på mediemagasinet Q&A på Radio24syv, så længe retssagen kører.
Det skriver radiokanalen i en pressemeddelelse.
"Vi er meget glade for Henrik Qvortrup som vært, men det er bedst for programmet og for lytterne, at Henrik Qvortrup tager en timeout, mens det står på. Vi må forvente, at retssagen vil fylde meget i efterårets mediedebat, og Qvortrup er af indlysende grunde inhabil til at behandle denne sag som vært i et kritisk medieprogram. Nogle gange kan elefanten i rummet blive så stor, at den kommer til at fylde det hele, og det, vurderer vi, er tilfældet her," lyder det her fra Radio24syvs ene programchef, Mads Brügger.
Han fortæller dog, at det er planen, at Henrik Qvortrup skal vende tilbage til mikrofonen efter retssagen, men at det naturligvis afhænger af udfaldet og karakteren af en eventuel dom.
Indlysende rigtig beslutning
Hovedpersonen selv støtter op om den strategi:
"Det er en fornuftig og indlysende rigtig beslutning, som Radio24syvs ledelse har truffet. Retssagen om Se og Hør kommer til at fylde i efteråret, og jeg kan naturligvis ikke med troværdighed stille de højst påkrævede kritiske spørgsmål om sagens mediedækning. Jeg ser frem til at genoptage værtsskabet igen om nogle måneder," siger Henrik Qvortrup i pressemeddelesen.
Han er sigtet i sagen på baggrund af sin stilling som chefredaktør og kontakt til den såkaldte tys-tys-kilde, der kunne viderebringe oplysninger fra NETS om kendte og kongeliges dankort-forbrug. Udover sin værtrolle på Radio24syv er Henrik Qvortrup politisk kommentator på MetroXpress, vært på et talkshow på DK4 og producerer sammen med sin fætter den politiske podcast Borgen Unplugged.