Radikalt nej til superministerium: "Man kan ikke omorganisere sig grøn"

INDRETNING: En ambitiøs miljø- og klimapolitik sikres bedst med stærke fagministerier og grønne politikere i regeringstoppen, mener Radikale. Partiet vil derfor ikke presse på for et grønt superministerium, hvis magten skifter.

Frøet er sået i rød blok, og idéen er spiret, som valget har nærmet sig.

Hvis magten skifter, skal der sættes turbo på den grønne dagsorden med et grønt superministerium, der samler miljø-, klima- og energipolitik under samme paraply. Det er i hvert fald ønsket fra SF, Alternativet og Enhedslisten, har Altinget tidligere kunnet berette.

Men ganske kort inden valget hælder Radikale den idé ned ad brættet.

Partiet vil ikke bede en eventuel S-ledet regering om at rokere rundt på ministerierne.

”Det handler ikke om at omorganisere ministerierne. Nogle giver indtryk af, at hvis bare man blander seks ministerier sammen, så bliver alt godt. Nej, det gør det ikke," siger Ida Auken, miljø- og klimaordfører i Radikale.

Bedre med en grøn finansminister
Ifølge SF, Enhedslisten og Alternativet skal det nye ministerium koordinere den grønne omstilling på tværs af forskellige politikområder. Samtidig skal det have økonomiske muskler og embedsmænd, der kan matche Finansministeriets ditto, mener SF.

Radikale mener ikke, en sammensvejsning af de grønne ministerier gør det lettere at vinde grønne slagsmål i Finansministeriet.

”Du kan ikke omorganisere dig til at blive grøn. Det handler om at have en grøn finansminister og statsminister, som sender de rigtige budskaber til systemerne.”

Så en grøn finansminister er bedre end en grøn superminister?

"Ja,” siger Ida Auken.

Grønnest med flere ministre
Ifølge Radikale er der også praktiske udfordringer forbundet med et samlet grønt ministerium. Den grønne omstilling berør alt fra transportsektoren, boligmassen, energiforsyningen, skovbeplantningen, landbruget og forskningen.

Paletten af politikker er med andre ord så bred, at den næppe kan løftes i ét ministerium.

”Det er bedre at have et hold af ministre, som kan løfte deres egen dagsorden under en fælles, klar retning. I stedet for at have én minister, der skal sidde til 26 rådsmøder om året i EU og passe et alt for stort område,” lyder det fra Ida Auken.

Socialdemokratiet har over for Altinget tidligere afvist at kommentere på tankerne om et grønt superministerium, før valget er overstået.

"Det må man tage til den tid," lød det skriftlige svar fra politisk ordfører Nicolai Wammen.

Læs hele artiklen på Altinget: miljø (kræver abonnement) her og læs blandt andet, hvad Radikale mener om Miljø- og Fødevareministeriets fremtid.

Forrige artikel Ugen i dansk politik: To landsmøder og otte samråd Ugen i dansk politik: To landsmøder og otte samråd Næste artikel Dagens overblik: Minister vil lokke bloggere og youtubere til at betale skat med særlig rabat Dagens overblik: Minister vil lokke bloggere og youtubere til at betale skat med særlig rabat