Radikale vil sænke topskatten

SKAT: Topskatten skal sænkes til 50 procent, og beskæftigelsesfradraget skal hæves. Sådan lyder et skatteudspil fra De Radikale. Forslaget møder modstand fra regeringspartneren, Socialdemokraterne.

For anden gang i denne uge kommer De Radikale med et udspil på skatteområdet.

Mandag foreslog partiet at afskaffe boligskattestoppet, og denne gang drejer forslaget sig om indkomstskatten, som ifølge partiet er for høj. Derfor vil partileder Morten Østergaard sænke topskatten, så man højst skal betale 50 procent af den sidst tjente krone mod 56 procent i dag.

”Når skatten på den sidst tjente krone er så høj, som den er i Danmark, så er den en bremse. Den betyder, at vi snyder os selv for vækst og beskæftigelse, at vi svækkes i kampen om de globale talenter, og at folk er mindre villige til at uddanne sig og flytte sig derhen, hvor jobbene er, siger Østergaard til Berlingske.

Han foreslår også at hæve beskæftigelsesfradraget for alle lønmodtagere. Det vil koste otte milliarder kroner, mens topskattelettelsen giver en regning på fem milliarder.

S kritiserer forslaget
Udspillet bliver mødt med kritik fra regeringspartnerne fra Socialdemokaterne. Finansminister Bjarne Corydon (S) erklærer sig lodret uenig i forslaget.

”Det, som de Radikale foreslår her, er alt for skævt og vil først og fremmest gavne os, der tjener allermest,” siger Bjarne Corydon til Berlingske.

Han pointerer også, at der ikke følger finansiering med til forslaget. Den vil De Radikale præsentere senere i valgkampen, hvor der kommer bud på nye reformer.

Hvis pengene bliver fundet, mener Bjarne Corydon dog stadig, de burde bruges anderledes.

Uenigheden blandt de to partier får Konservatives skatteordfører, Brian Mikkelsen, til at kalde forslaget det mest urealistiske, han nogensinde har hørt. Sådan siger han til TV 2 News, fordi De Radikale efter hans udsagn er det eneste parti i rød blok, som ønsker sådanne skattelettelser.

Lettelser for enlige forsørgere
Ud over de to forslag med lettelser for samlet 13 milliarder foreslår De Radikale også at sænke den såkaldte sammensatte marginalskat for enlige forsørgere.

Når enlige mødre eller fædre kommer i arbejde, mister de i retten til en række rabatter og gratis ydelser. Det vil Morten Østergaard nu imødekomme med en lavere skatteprocent.

Der følger finansiering med til denne del af udspillet – nemlig et forslag om, at de danskere, der tjener mest, fremover skal have en mindre børnecheck. Dermed vil han hente den halve milliard kroner, som forslaget cirka koster.

Forrige artikel Hillarys kandidat-rivaler udfordrer hende på erfaring og Irak Hillarys kandidat-rivaler udfordrer hende på erfaring og Irak Næste artikel Højborg: Sådan er det jo på Vesterbro Højborg: Sådan er det jo på Vesterbro