Radikale vil have klagenævn for offentlighedsloven

AKTINDSIGT: For at undgå forskellig behandling af aktindsigter i ministerierne vil Radikale oprette et nyt uafhængigt klagenævn, der skal behandle klager over aktindsigt.

Der er for stor forskel på, hvordan ministerierne håndterer aktindsigter.

Det mener Radikale, der ifølge Politiken foreslår at oprette et nyt uafhængigt klagenævn til at behandle klager om aktindsigt.

”Jeg mener, det er ret åbenbart, at der har været en uensartet praksis, hvor nogle ministerier har været mere restriktive end andre. Der vil et klagenævn kunne bidrage til, at der ikke er nogen, der holder kortene tættere på kroppen end andre,” siger Radikale Venstres politiske leder, Morten Østergaard, til Politiken.

Afgørelser skal danne præcedens
Meldingen kommer, netop som Justitsministeriet i slutningen af maj præsenterer en evaluering af den omdiskuterede offentlighedslov. Det sker forud for, de politiske forhandlinger om en ny lov på området starter.

I den forbindelse ønsker Radikale et klagenævn, der skal bestå af tre medlemmer og tre suppleanter, som udpeges af henholdsvis Advokatrådet, Folketingets Ombudsmand samt et juridisk fakultet.

Forslaget går på, at klagenævnets afgørelser skal være åbne og træffes hurtigt. Derudover forventer Radikale, at afgørelserne skal danne præcedens, og at myndigheder skal kunne pålægges bøder, såfremt de ikke retter ind i forhold til en afgørelse.

Forhandlingerne om at revidere offentlighedsloven begynder i denne uge, når forligspartierne mødes med justitsminister Søren Pape Poulsen (K).

Som en del af S-R-SF-regeringen var Radikale med til at vedtage offentlighedsloven sammen med de øvrige regeringspartier samt Venstre og Konservative. Siden lovens vedtagelse i 2013 har både Radikale, SF og Konservative beskyldt offentlighedsloven for at give mindre åbenhed i myndighedernes arbejdsgang.

Forrige artikel Det sagde Pia, Pernille, Mette og Lizette på 1. maj Det sagde Pia, Pernille, Mette og Lizette på 1. maj Næste artikel Forskere gennemhuller PISA-undersøgelserne Forskere gennemhuller PISA-undersøgelserne