Radikale i Roskilde: Socialdemokraternes sorte linje kan koste borgmesterposter ved KV21

Socialdemokratiets egenrådighed og fodslæbende indsats på klimaområdet både nationalt og lokalt betyder, at Radikale i Roskilde ikke længere vil pege på en socialdemokratisk borgmester, skriver Jesper Trolle (R).

Af Jesper Trolle (R)
Spidskandidat for Radikale i Roskilde

Den socialdemokratiske linje på Christiansborg er medvirkende årsag til, at Radikale i Roskilde for første gang i 15 år går til kommunalvalg uden at pege på en S-borgmester.

Radikale i Roskilde har gennem årene haft et tæt og konstruktivt samarbejde med S i Roskilde byråd. På det seneste er S desværre gledet længere og længere i retning af Dansk Folkepartis politik. Først og fremmest landspolitisk, hvor man har meldt den ene absurde stramning ud efter den anden. Senest med enegangen med at sende flygtninge tilbage til Syrien og den uforståelige værgren sig ved at hente danske statsborgere hjem fra lejrene i Syrien og tolkene hjem fra Afghanistan.

Den deciderede uddannelsesfjendske nedskalering af antallet af uddannelsespladser i universitetsbyerne har ikke gjort sagen bedre.

Også lokalt i byrådet har S i de senere år i flere og flere tilfælde, valgt at stemme sager igennem alene sammen med Dansk Folkepartis stemmer.

Dertil kommer, at S både landspolitisk og lokalt har fundet det særdeles opportunt at sætte sig på magten alene frem for at dele den med nære samarbejdspartnere. For eksempel har partiet foruden borgmester og viceborgmesterposten sat sig på seks ud af syv udvalgsformandsposter i Roskilde byråd.

I forbindelse med Covid-19, er beslutninger ofte taget som ledelsesbeslutninger uden at tage de folkevalgte politikere med på råd. En sådan egenrådig ledelsesstil er ikke lige deltagelsesdemokratiske Radikales kop te.

S er fodslæbende
Også på radikales mærkesag, klimaområdet, har S vist sig ualmindelig fodslæbende. Halvvejs inde i valgperioden har regeringen fortsat kun anvist, hvordan den vil komme i mål med halvdelen af de 70 procents reduktion af Danmarks klimaaftryk i 2030. Selvom S forsøger at sælge det som en bedrift, er de for længst dømt ude af Klimarådet som for lidt og for sent.

Når det samtidig tages med i bedømmelsen, at mange af de af S foreslåede klimatiltag er rene ”fugle på taget”, der slet ikke er operationsklare endnu, ser det virkeligt slemt ud med at leve op til klimalov og aftalepapir. Det er et gigantisk svigt af fremtidige generationer, som ligger himmelråbende fjernt fra, hvad vi radikale står for.

Også lokalt gik S ved sidste budgetforhandlinger imod at sætte penge af til skovrejsning, støtter stædigt dyre og klimaskadelige omfartsveje i kommunen og har halveret puljen til bæredygtig trafik.

Radikale Venstre i Roskilde har derfor taget konsekvensen af et socialdemokrati, der på stort set alle parametre er på vej i den forkerte retning.

En grøn borgmesterpost
Vi har derfor valgt i første omgang at pege på os selv som borgmesterparti. Radikale Venstre har haft borgmesterposten i 25 ud af de 101 år, der har været demokratisk valgte borgmestre i Roskilde, så en radikal borgmester ligger ikke så fjernt fra Roskildensernes bevidsthed, som nogle måske kunne forledes til at tro.

Enkelte vil muligvis fremføre, at det landspolitisk kan være lige så svært for Radikale at samarbejde med V og K. Her spiller det dog ind, at begge partier i Roskilde, ligesom tidligere også S, har været langt mindre populistisk højredrejede i Roskilde end deres moderpartier på Christiansborg. De har desuden lokalt frigjort sig fra det tætte parløb med DF. Også frigørelsen fra Inger Støjberg på Christiansborg gør det noget mere spiseligt at samarbejde med for eksempel Venstre.

I første omgang går vi efter en grøn borgmesterpost frem for rød eller blå, men der er ingen tvivl om, at S i Roskilde, takket være den stædige lokale S-opbakning til regeringen Frederiksen, har mistet pladsen som det naturlige førstevalg som samarbejdspartner for Radikale i Roskilde.

Hvem vi ender med at konstituere os med, afhænger derfor helt og holdent af, hvilke partier der tilbyder mest på den grønne dagsorden i Roskilde.

Andre byrødder må tale for sig selv, men set fra Roskilde er der ingen tvivl om, at Socialdemokratiets demonstrativt nationalkonservative linje, formentlig kommer til at koste socialdemokratiske borgmesterposter ved KV21. Hvis ikke i Roskilde, så formentlig andre steder.

Forrige artikel Dansk Erhverv: Forsyningsdata skal stå gratis til rådighed for virksomhederne Dansk Erhverv: Forsyningsdata skal stå gratis til rådighed for virksomhederne Næste artikel Stine Bosse: CO2-forbruget kan rasle ned, hvis erhvervslivet kan tjene penge på det. Her er løsningerne Stine Bosse: CO2-forbruget kan rasle ned, hvis erhvervslivet kan tjene penge på det. Her er løsningerne