Radikale genvælger spidskandidat i Aarhus

De Radikale i Aarhus har genudnævnt kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad som partiets spidskandidat ved det kommende kommunalvalg.

Den nuværende kulturrådmand Rabih Azad-Ahmad er blevet genvalgt som Radikales formand og spidskandidat i Aarhus Kommune frem mod kommunalvalget i november næste år.

Det skriver Jyllands-Posten, der referer til en pressemeddelelse.

I et kampvalg trak den 44-årige Rabih Azad-Ahmad sig sejrrigt ud af opgøret mod Eva Borchorst Mejnertz, der er forkvinde for kommunens Børn og Unge-udvalg.

"Jeg ser frem til samarbejdet om en valgkamp, hvor hovedtemaerne fra Radikale Venstre bliver klima, børn og et bedre bysamfund," siger han.

Rabih Azad-Ahmad har været partiets spidskandidat ved de seneste to valg og fik ved seneste valg 2.628 stemmer.

Titlen som spidskandidat betyder dog ikke, at den genvalgte kandidat kan være sikker på endnu en periode som rådmand.

Partiet har nemlig aftalt, at en eventuel radikal rådmandspost skal gå til den kandidat, der får flest stemmer ved kommunalvalget.

 

 

 

Forrige artikel N.F.S. Grundtvigs Pris 2020 går til DR-darling og kunstnerisk leder Næste artikel Her er modtagerne af Kronprinsparrets Priser 2020