Rådgiverrokade blandt Venstre-ministre

I forbindelse med en midlertidig ministerrokade i Venstre sker der også ændringer blandt de særlige rådgivere.

Venstres topfolk bytter særlige rådgivere.

Det sker ifølge Altingets oplysninger i forbindelse med Stephanie Loses midlertidige indtræden i regeringen som økonomiminister.

Selv om fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) for en stund har forladt Økonomiministeriet, flytter hans to særlige rådgivere nemlig ikke med.

I stedet får han råd og vejledning fra stresssygemeldte Jakob Ellemann-Jensens (V) to særlige rådgivere i Forsvarsministeriet, 48-årige Jakob Ullegård og 39-årige Rasmus Bebe.

Lund Poulsens særlige rådgivere i Økonomiministeriet, 32-årige Alexander Reventlov Petersen og 45-årige Søren Olufsen, skal den kommende tid arbejde for Stephanie Lose.

Hun har været Venstres organisatoriske formand, siden Jakob Ellemann-Jensen blev sygemeldt fra posten som vice- og forsvarsminister i begyndelsen af februar.

Jakob Ullegård er tidligere sekretariatschef hos Venstre og har blandt andet været markedsdirektør i Dansk Erhverv, direktør hos Danske Rederier og kommunikationschef hos Dansk Energi.

Rasmus Bebe har været særlig rådgiver for Jakob Ellemann-Jensen siden 2020. Han har tidligere siddet som seniorrådgiver i kommunikationsbureauet Radius samt været særlig rådgiver for tidligere uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers (V).

Alexander Reventlov Petersen har siden 2016 arbejdet for Venstre, hvor han senest har været chef for den politisk-økonomiske afdeling i partiet.

Søren Olufsen har en baggrund som journalist, og senest har han været pressechef i Venstre. Tidligere har han arbejdet som pressechef i Danmarks Lærerforening.

Jakob Ellemann-Jensen blev sygemeldt, efter at han fik et ildebefindende.

Forrige artikel Nordjyde overtager Loses næstformandspost i Danske Regioner Nordjyde overtager Loses næstformandspost i Danske Regioner Næste artikel Lars Boje er færdig i Nye Borgerlige Lars Boje er færdig i Nye Borgerlige