Rådgiver bliver ny kommunikationschef hos Aldi

Louise Wendelbo (34) er 1. juli startet som ny kommunikationschef i Aldi Danmark, hvor hun har afløst Kristian Jessen.

Louise Wendelbo kommer fra en stilling som rådgiver og teamleder hos kommunikationsbureauet Geelmuyden Kiese og får i Aldi Danmark ansvar for PR og intern kommunikation til dagligvarekædens 2850 medarbejdere, oplyser en pressemeddelelse.

"For mig er det et stort spring at gå fra konsulentsiden til brandsiden. Jeg var fem et halvt år i Geelmuyden Kiese og før det på et bureau i Aarhus, og jeg har altid befundet mig godt i rådgiverrollen. Samtidig har jeg til tider savnet muligheden for at kunne gå i dybden med ét brand, én virksomhed – og ikke mindst det ansvar, der følger med. Det får jeg i den grad mulighed for hos Aldi, som har taget hul på en omfattende rebranding," siger Louise Wendelbo, der er uddannet fra Handelshøjskolen i Aarhus i 2011.

Forrige artikel Dødsfald: Restauratør Poul Eriksen (75) Næste artikel Dødsfald: S-formand i Furesø Lisbeth Harsvik (57)