R raser over Troels Lunds åbenmundethed

INTERVIEW II: Det er uacceptabelt, at undervisningsministeren udbasunerer resultaterne af PISA-E, når ingen andre kan få dem at se, mener Marianne Jelved (R).

Det er uacceptabelt, når undervisningsminister Troels Lund Poulsen (V) offentliggør en flig af resultaterne af PISA-E, uden at andre kan få kendskab til dem, mener De Radikales uddannelsesordfører, Marianne Jelved.

Kritikken kommer, efter at ministeren i et interview med Altinget.dk afslørede, at han vil lancere en ny model for at ændre på det faktum, at 40-50 procent af folkeskoleelever med anden etnisk baggrund end dansk forlader skolen uden grundlæggende færdigheder. Læs hele historien her.

Efterfølgende har De Radikale selv forsøgt at få resultaterne udleveret fra Undervisningsministeriet, men uden held.

Hvorfor er det problematisk, at ministeren offentliggør dele af resultater, før I andre kan få dem at vide?

"Det er fuldstændig uacceptabelt, at ministeren går ud med oplysninger om det, vi arbejder med i Folketinget, og at det relevante udvalg ikke er orienteret. Det er faktisk meget, meget uacceptabelt, og det er dog heller ikke ret tit, det sker hos ministre," siger Marianne Jelved.

Resultaterne kommer jo på fredag, hvad gør en uge fra eller til?

"Det betyder, at vi ikke har det samme udgangspunkt og derfor ikke kan kommentere kvalificeret på tingene. Vi har ikke tilnærmelsesvis samme udgangspunkt som ministeren, og vi kan forsøge at gætte os til noget ud fra det, han har sagt, og kommentere på baggrund af det. Det går jo ikke. Det er jo at narre offentligheden, fordi ministerens ord kommer til at stå tilbage som den eneste sandhed. Og det er det jo ikke nødvendigvis,"

Er du grundlæggende uenig i det, som ministeren siger, nemlig at det er problematisk, at 40-50 procent af unge med anden etnisk baggrund end dansk forlader folkeskolen uden grundlæggende kompetencer som skrivning, regning og læsning, og at noget skal gøres ved det?

"Det har alle ministre sagt, hver gang der er kommet en undersøgelse, og der er ikke sket noget endnu. Jeg er ikke uenig i, at det er helt uacceptabelt for de unge mennesker, det drejer sig om, og der er ikke noget positivt at sige om det. Men det triste ved det er, at for eksempel Sverige har nogle helt andre resultater, fordi de har en helt andet sprogpædagogik," siger hun.

Da de sidste PISA-E-resultater kom i 2005, var resultaterne nogenlunde de samme, som Troels Lund siger, at de er i år. Nu siger ministeren, at han vil komme med en ny model, hvad skal dit indspark være?

"Man skal for det første gå til de forskere, vi har siddende på DPU. Og så skal vi have en anden sprogpædagogik, som tillader, at man bruger andre sprog end dansk. Man kan godt bruge ord fra arabisk for at beskrive, hvad et begreb betyder, og så bagefter på dansk. Selvfølgelig skal de lære dansk, men det er spørgsmålet, hvordan de lærer det. Derfor er det nærliggende at tage til Sverige og se, hvordan de gør. Der kan børn med anden etnisk baggrund end svensk vælge, om de vil have svensk som andetsprog eller modersmål," siger hun.

Læs hele interviewet med undervisningsministeren her.

Forrige artikel Turbulens og troværdighed i europæisk udenrigspolitik Turbulens og troværdighed i europæisk udenrigspolitik Næste artikel Mikkel Faurholdt ny pressechef for Venstre