R-koryfæer undsiger Vestager

FINANSSKAT: De Radikales tidligere EU-ordfører Lone Dybkjær anlægger en ganske anden tolkning end partitoppen af en radikal vedtagelse om Tobin-skatten. Også de tidligere radikale gruppeformænd Jørgen Estrup og Elisabeth Arnold kritiserer Vestagers holdning til finansskat.

Da Det Radikale Venstre i efteråret 2010 på sit landsmøde vedtog at arbejde for indførslen af "en international skat på finansielle transaktioner", dækkede det også indførslen af en finansskat i EU-regi. Det mener partiets daværende EU-ordfører Lone Dybkjær, der efterfølgende støttede den såkaldte Tobin-skat på EU-plan på et møde i Europaudvalget:

"Landsmødets udtalelse var retningsgivende for mig, da sagen blev behandlet i Folketingets Europaudvalg," siger Lone Dybkjær til Altinget.dk og fortsætter:

"Efter min opfattelse havde landsmødeudtalelsen til hensigt at få partiet til at fremme arbejdet med en Tobin-skat. Og den måde, vi normalt arbejder på, når det drejer sig om den type internationale forpligtelser vil - i forlængelse af vores positive holdning til EU - være, at vi i første omgang arbejder for den slags forslag på EU-plan. Akkurat som vi gør, når det gælder miljøpolitik."

Den tidligere radikale gruppeformand Jørgen Estrup - der i dag er formand for FN-forbundet - er mere direkte i sin kritik af den radikale ledelse. Han er overrasket over, at regeringen ikke har en "mere konstruktiv tilgang til sagen":

"Hvis man ikke kunne lide Kommissionens aktuelle forslag til en finansskat, kunne man i det mindste få den til at komme med et andet forslag. Nu er den radikale del af regeringen presset i defensiven, og det klæder den ikke," siger Estrup.

Også en anden tidligere radikal gruppeformand, Elisabeth Arnold, undrer sig over, at Radikale ikke støtter en finansskat på EU-plan.

Den radikale leder Margrethe Vestager mener, at man kan tolke partiets landsmødeudtalelse fra 2010 på forskellig vis:

"Man kan jo se forskelligt på, om "international" betyder 2 lande, 17 lande eller 27 for den sags skyld - eller om det skal være en global skat. Begge synspunkter kan indeholdes i den resolution," siger Margrethe Vestager og tilføjer:

"For mig er det vigtigt at få en skat, der er effektiv. Det er vores ledetråd, når vi diskuterer skattepolitik." 

Læs hele artiklen på Altinget | Christiansborg og Altinget | EU 

,

Forrige artikel Danmark tøver med at give Grønland CO2-rabat Næste artikel Største Venstre-tilslutning i ni år Største Venstre-tilslutning i ni år