Provokunstner bliver Paludans første kandidat

Uwe Max Jensen er den første kandidat ud over Rasmus Paludan, der vil være at finde på stemmesedlen for partiet Stram Kurs ved folketingsvalget.

Den racismedømte og højreradikale partileder Rasmus Paludan har fundet sin første folketingskandidat ud over ham selv til at repræsentere partiet Stram Kurs ved folketingsvalget.

Og valget er faldet på provokatøren og kunstneren Uwe Max Jensen, der er kendt for sin særlige hang til at benytte sin afføring og sit tis i sine kunstneriske udfoldelser.

Uwe Max Jensen stiller op i Nordjylland, og han fortæller til DR Nyheder, at han er helt på linje med partiets overordnede kurs.

"Med et nyt parti er valgprogrammet jo under udvikling. Men jeg sympatiserer fuldstændig med de overordnede linjer i partiets politik," siger han og fortsætter:

"Jeg vil gerne hjælpe Stram Kurs med det sidste ryk mod Folketinget. Nu er det lykkedes dem at samle vælgererklæringer, og så er det på sin plads, at de får mulighed for at føre en så optimal valgkamp som muligt. Der tror jeg, at jeg kan bidrage med noget."

Uwe Max Jensen og Rasmus Paludan kender hinanden fra Lars Vilks Komiteen, som Uwe Max Jensen er medstifter af, og som Paludan var menigt medlem af. Komiteen blev dannet i sympati med den svenske islamkritiker Lars Vilks. 

Vælgererklæringerne skal nu godkendes af ministeriet, inden partiet officielt kan blive opstillet. 

 

Forrige artikel Gymnasieeleverne vælger ny formand Næste artikel Dronningen uddeler ordener i Forsvaret