Prognose: SF's Özlem Cekic på vippen

PROGNOSE: SF er gået markant tilbage siden 2011-valget, og det kan bringe Özlem Cekic' genvalg i København i fare. På Fyn er der også lagt op til SF-drama.

Özlem Cekic kan ryge ud af Folketinget, hvis SF ikke går frem på valgdagen.

Det viser en ny geografisk prognose fra valgforsker Søren Risbjerg Thomsen lavet for Altinget.

I prognosen står SF til at miste seks mandater siden valget i 2011, og det er særligt i hovedstaden, at tilbagegangen kan mærkes.

Ved valget i 2011 fik SF – med Villy Søvndal som spidskandidat – tre mandater i København. Men med de nuværende målinger står SF kun til at få valgt én ind fra Københavns Storkreds.

Det første mandat går med meget stor sandsynlighed til partiformand Pia Olsen Dyhr, og dermed bliver der ikke genvalg til Özlem Cekic, som ellers har været meget synlig i valgperioden.

Prognosen viser dog, at SF kun skal gå lidt frem, før Cekic kan redde sig endnu en periode i Folketinget.

Drama på Fyn
SF står i Risbjergs prognose til at få ti mandater. Ved valget i 2011 fik partiet 16. Tilbagegangen betyder ifølge prognosen, at arbejdsmarkedsordfører Eigil Andersen får svært ved at blive valgt i Østjylland.

På Fyn er der lagt op til et drama, hvor den tidligere formand Annette Vilhelmsen slås om et enkelt mandat med Karsten Hønge, der i forbindelse med Dong-sagen fik tilnavnet 'Vikaren fra helvede'.

Stor udskiftning i valgperioden
Selvom SF står til at miste seks mandater i forhold til 2011-valget, er der ikke mange siddende folketingsmedlemmer, der for alvor er i fare for at ryge ud.

Det skyldes, at fire SF'ere i valgperioden har forladt partiet. Det drejer sig om Jesper Petersen, Astrid Krag og Ole Sohn, det er hoppet til Socialdemokraterne, mens Ida Auken er skiftet til Radikale.

Desuden har Pernille Vigsø Bagge og Anne Baastrup valgt ikke at genopstille.

Du kan se hele prognosen over, hvem SF ser ud til at få valgt, på Altinget: christiansborg (kræver abonnement). Tegn abonnement her. 

Forrige artikel V lover færre asylansøgere med ny reform V lover færre asylansøgere med ny reform Næste artikel Ny måling: Klart flertal til rød blok Ny måling: Klart flertal til rød blok