Prins Henrik er død

DØDSFALD: Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er afgået ved døden tirsdag aften.

Hans Kongelige Højhed Prins Henrik er tirsdag aften klokken 23:18 sovet ind på Fredensborg Slot.

Det oplyser kongehuset i en pressemeddelelse.

Han var omgivet af sin hustru, Hendes Majestæt Dronning Margrethe, og deres to sønner, Kronprins Frederik og Prins Joachim.

Prinsen har siden 28. janaur været indlagt på Rigshospitalet, hvor han er blevet undersøgt for en tumor i lungen, der viste sig at være godartet. Efterfølgende forblev han indlagt til behandling af en lungeinfektion.

Fredag 9. februar oplyste kongehuset, at Prins Henriks tilstand var alvorligt forværret, hvilket fik Kronprins Frederik til at afbryde sit besøg ved vinter-OL i Sydkorea for at tage tilbage til Danmark.

Tirsdag blev prinsen overført fra Rigshospitalet til Fredensborg Slot, hvor han ifølge kongehuset ønskede at opholde sig i sin sidste tid.

I anledningen af Prins Henriks dødsfald vil alle statsbygninger og statsskibe i dag flage på halvt fra klokken 8.00 og frem til solnedgang.

Frem til 14. marts er der erklæret hofsorg. Det betyder, at dronningen og den kongelige familie i den periode ikke deltager i selskabelige eller underholdende arrangementer. Ligeledes vil de bære sort tøj ved offentlig fremtræden.

Hoffet oplyser yderligere, at der frem til 20. februar vil være kondolencelister i porten i Det Gule Palæ på Amalienborg. Der vil være åbent hver dag fra klokken 9.00 til 17.00.

Forrige artikel TV 2-redaktør erstatter Elisabet Svane hos Jysk Fynske Medier TV 2-redaktør erstatter Elisabet Svane hos Jysk Fynske Medier Næste artikel Nekrolog: Farvel til den gæve galler, der aldrig fik sin kongetitel Nekrolog: Farvel til den gæve galler, der aldrig fik sin kongetitel