Preben Rudiengaard er ny kandidat i Esbjerg

Tidligere medlem af Folketinget og borgmester i Ribe Kommune Preben Rudiengaard er ny kandidat for Venstre i Esbjerg til kommunalvalget i november.

Venstre i Esbjerg Kommune er nu klar en endnu en kandidat til det kommende kommunalvalg. Preben Rudiengaard (V), der er tidligere medlem af Folketinget og borgmester i Ribe Kommune, har valgt at genopstille efter to perioder væk fra kommunalpolitik.

Det skriver JydskeVestkysten.

Preben Rudiengaard var borgmester i Ribe Kommune fra 2002 og frem til kommunalreformen i 2007 og sagde efter 15 år farvel til kommunalpolitik i 2009. Han var ved siden af sit kommunale engagement også medlem af Folketinget fra 1998 til 2011, hvor han blandt andet var formand for Folketingets Sundhedsudvalg fra 2007 til 2011.

72-årige Preben Rudiengaard er uddannet cand.med. fra Københavns Universitet i 1972 og har ved siden af sin politiske karriere blandt andet arbejdet som embedslæge i det daværende Ribe Amt fra 1984 til 2011. 

Forrige artikel AP Pension finder ny direktør i egne rækker Næste artikel Enhedslisten vælger spidskandidat i Mariagerfjord