Politiske bøger til strandtasken

LÆSELYST: Mangler du en god bog til ferien? Altinget.dk giver dig her en oversigt over de politiske bøger, vi har anmeldt i løbet af foråret 2011.

Sommerferien står for døren, og det er en god anledning til at bruge timer på fordybelse i læsningens verden.

Dette forår har budt på en række nye, politiske debatbøger og biografier, og en del af den store mængde har journalisterne ved Altinget | Christiansborg anmeldt.

Så står du nu og mangler politisk læsestof til strandturen, bringer vi her en oversigt over disse bøger.

God læselyst og rigtig god sommer!

 

Peter Mose og Susanne Hegelund: Javel, hr. minister
Det er en både imponerende og tiltrængt bog. Mose og Hegelund kommer rundt i næsten alle centraladministrationens hjørner, og de får beskrevet både kulturen, magtbalancen og historien bag embedsværket aldeles fortrinligt. Og når man ved, hvor tilbageholdende embedsmænd normalt er i forhold til alt, hvad der bare lugter af presse eller anden offentlighed, er det bestemt ikke nogen ringe bedrift.

Niels Th. Dahl
Vurdering: 5/6 tårne

 

Christian Kock: De svarer ikke
Mange vil utvivlsomt blive opildnet til at forbedre den nødlidende debatkultur og den politiske journalistik efter at have fået Christian Kocks gedigne og nødvendige opsang. Men uanset hvor gerne politikere og journalister vil give plads til spinfri argumentation med substans - og dermed klæde befolkningen bedre på til at tage stilling - så er det desværre svært at forestille sig, at bogen vil ændre noget fundamentalt.

Ida Skytte
Vurdering: 5/6 tårne

 

Mikael Jalving: Absolut Sverige
Bogen lider under at være lidt for lang og lidt for forvirrende redigeret. Der optræder en næsten uendelig lang række af personer og steder i et så hastigt skiftende tempo, at man som læser næsten ikke kan nå at danne sig billedet af Stortorget i Stockholm, før Mikael Jalving suser videre til en biltur gennem udstrakte vidder i Norrland og derfra til et interview i moskeen i Malmø. Der synes ikke at være nogen overordnet struktur i bogens emner og temaer, og det er synd, fordi det i en vis grad tager læserens fokus fra de mange højrelevante pointer, som bogen indeholder.

Niels Th. Dahl
Vurdering: 3/6 tårne

 

Henrik Dahl: Spildte kræfter
Henrik Dahl er et begavet hoved, og hans hjerne er nogenlunde lige så krøllet som hans hår. Det kan der komme noget originalt og nyskabende ud af. Men denne gang er der en sand ørkenvandring mellem snapsene.

Erik Holstein
Vurdering: 2/6 tårne

 

Mogens Camre: Knus Tyrannerne
Det allermest irriterende ved "Knus Tyrannerne" er, at man som læser meget hurtigt nærmer sig kvalmegrænsen på grund af Camres aldeles ubeskedne beskrivelser af sine egne evner og nærmest profetiske udsagn om verdens fremtid, som læseren forventes at tro på, han har luftet gennem de sidste 75 år.

Niels Th. Dahl
Vurdering: 2/6 tårne

Forrige artikel Radikale uenige om prostitutionsindsats Næste artikel Politikerne har taget forebyggelsesområdet til sig Politikerne har taget forebyggelsesområdet til sig