Politisk ordfører hos Moderaterne om Bosse-udtalelse: Det må du tale med hende om

Det var torsdag ikke muligt at få Moderaternes ledelse til at forholde sig til, hvad der er partiets holdning til EU's migrationspagt og muligheden for at huse op imod 7000 flygtninge i Danmark. 

Det skabte forvirring torsdag, da Moderaternes EU-spidskandidat, Stine Bosse, i Altinget var citeret for at sige, at Danmark "fint ville" kunne huse op til 7.000 flygtninge om året.

For i løbet af formiddagen - hvor hun også udkom med samme melding i Jyllands-Posten - var budskabet et andet.

"Jeg skulle have sagt, at ambitionen er nul flygtninge," lød det til blandt andre Politiken.

I Altingets interview, som udkom torsdag morgen, med Stine Bosse fik hun spørgsmålet: I har en politisk holdning om, at Danmark vil kunne klare at modtage op mod 7.000 flygtninge om året? 

"Svaret er ja. Men hvis man måler det op mod, hvor mange der eksempelvis strømmer mod Grækenland, så er det meget lidt. Vi kan godt klare et antal i det leje, uden det rokker vores båd. Vi rokker for alvor båden, hvis vi ikke gør noget," svarede hun.  

{{toplink}}

Udtalelsen kom, efter at Moderaterne i sidste uge præsenterede et nyt migrationsudspil, hvor partiet foreslår, at Danmark dropper retsforbeholdet og tilslutter sig EU’s nye migrationspagt, der fornyelig blev stemt igennem af Europa-Parlamentet.

I øvrigt oplyste Stine Bosse til Altinget, at det er Moderaterne selv, der på baggrund af EU's egen model, har regnet sig frem til, at Danmark vil kunne modtage op mod 7.000 flygtninge årligt.

Ta' den med Stine

Derfor har Altinget forsøgt at få en afklaring på, hvorvidt det er partiets politik, at man vil deltage i EU's migrationspakke og solidaritetsmekanisme, som betyder, at flygtninge skal fordeles bedre internt mellem EU-landene, end det er tilfældet i dag.

  

Da Altinget fik fat i Moderaternes politiske ordfører, Monika Rubin, og spurgte ind til partiets linje i forhold til sagen, sendte hun hurtigt bolden videre til Stine Bosse.

"Det tænker jeg, at du skal tage med Stine."

Men jeg vil gerne høre Moderaternes linje?

"Jeg har simpelthen ikke tid til det nu, og jeg har et møde senere. I’m so sorry," afslutter Monika Rubin.

Altinget efterfølgende forsøgt at få en kommentar fra Monika Rubin og gruppeformand Henrik Frandsen. Det har dog ikke været muligt.

Monika Rubin henviser dog i en sms til et Facebook-opslag fra Stine Bosse, hvori der blandt andet står:

"7.000 flygtninge til Danmark er et skrækscenarie vi gerne vil undgå. Vi skal først ophæve retsforbeholdet, når der er en klar, fast og fælles politik i EU og der er vi ikke endnu."

Regeringskollegaerne fra Socialdemokratiet og Venstre har både afvist forslaget om at sende retsforbeholdet til folkeafstemning, og partierne afviser også idéen om flere flygtninge til Danmark.

Valget til Europa-Parlamentet finder sted den 9. juni.    

{{toplink}}

Forrige artikel Hjort og Findsen i fælles opråb: Frygter lukket og snæver undersøgelse af FE-sagen Hjort og Findsen i fælles opråb: Frygter lukket og snæver undersøgelse af FE-sagen Næste artikel Regeringens prestigeprojekt er landet: Regeringens prestigeprojekt er landet: "I hjertet af ældrereformen står tillid"