Politikere åbne for at sende danske love i EU-høring

LOVARBEJDE: Der er god grund til, at nye danske love sendes i høring for at få vurderet EU's betydning, mener flere partier. Venstre ser gerne, spørgsmålet bliver taget op, hvis der igen kommer gang i forhandlingerne om en ny europaaftale.

Der er ikke nok opmærksomhed på EU's betydning for de danske love. Derfor er der god ræson i at sende nye danske love i "EU-høring". På den måde kan man få en mere grundig vurdering af, hvordan EU-reglerne kan have betydning for de danske love, og dermed undgå sidenhen at blive overrasket som for eksempel i sagen om børnechecken.

Det mener flere partier, som er parate til at se nærmere på forslaget om EU-høringer, der kommer fra tænketanken Europa. Ifølge tænketanken har man i de senere år gentagne gange set, hvordan danske love er blevet gennemført uden nogen dybere vurdering af, hvad de EU-retlige konsekvenser kan være.

Konsekvensen har været en meget intens debat, når det pludselig går op for politikere og medier, at EU-retten påvirker de danske velfærdsydelser.

Må ikke blive rent bureakrati
Ved at lave en høring omkring EU's betydning for danske lovforslag tidligt i lovgivningsprocessen kan man være mere på forkant og få en mere kvalificeret debat, mener tænketanken.

Og det kan der måske være noget om, mener det ene regeringsparti. 

"Det er vigtigt, at den hjemlige politik bliver tænkt tættere sammen med EU-politikken. Det vil gavne begge dele. Så vi er positivt indstillet over for at diskutere forslag til, hvordan det kan gøres for eksempel ved høringer af eksperter på EU-området," siger De Radikales EU-ordfører, Ida Auken.

Hun understreger dog, at det er vigtigt, det ikke ender med kun at være et nyt bureaukratisk lag i lovgivningsprocessen.

"Det er ikke præcis det, EU-debatten har brug for," siger hun.

Inddrag parlamentarikerne
Også på den anden EU-politiske fløj i Folketinget er der i udgangspunktet opbakning til høringsforslaget.

"Om ikke andet så kan vi få belyst, hvilke konsekvenser et lovforslag kan få. Jeg tror også, det i langt højere grad så vil blive belyst, at EU efterhånden spiller en afsindig stor rolle i forhold til det velfærdssystem, vi har. Så det er et fint forslag," siger Dansk Folkepartis EU-ordfører, Pia Adelsteen.

Tænketanken Europa foreslår også, at de danske medlemmer af Europa-Parlamentet inddrages mere i de politiske drøftelser i Danmark, så der løbende kommer en tættere dialog om EU's udvikling på de forskellige lovområder. Ifølge Venstre er det netop i sådanne baner, der skal tænkes for at bygge mere bro mellem EU og indenrigspolitikken.

"Det er to spændende forslag, som bliver bragt på banen. Det er en god idé at få belyst, hvordan EU spiller sammen med dansk lovgivning, og inddrage det i lovgivningsprocessen. Fordi tingene hænger jo sammen," siger Venstres europaparlamentariker Ulla Tørnæs.

V: Bring det ind i europaaftalen
Hun mener, de to forslag bør blive taget op i forhandlingerne om en ny europapolitisk aftale.

"Nu ved vi ikke, om regeringen vil tage initiativ til, at vi kan indgå en europapolitisk aftale, men under alle omstændigheder er det noget, vi i Venstre gerne vil arbejde videre med," siger Ulla Tørnæs.

Forhandlingerne om en europaaftale kulsejlede i debatten om børnecheck til EU-borgere, men nu hvor vi er på den anden side af valget til Europa-Parlamentet, har flere politikere håb om, at de kommer i gang igen. Ida Auken vil dog ikke garantere, forslagene lige kommer op der.

"Det har vi ikke afgjort endnu," siger Ida Auken.

Forrige artikel Politisk flertal åbner for ny licensrabat til unge Politisk flertal åbner for ny licensrabat til unge Næste artikel SF har den største vælgerreserve SF har den største vælgerreserve