Pind vil forbedre hjælpen til voldtægtsofre

UDSPIL: Med seks initiativer vil justitsminister Søren Pind (V) gøre indsatsen mod voldtægt og hjælpen til ofrene bedre. Udspillet høster ros fra oppositionen.

For nyligt foreslog Søren Pind (V) at hæve straffen for voldtægt. Nu er justitsministeren så klar med en pakke, der skal styrke hjælpen til ofre for voldtægt.

'Respekt for voldtægtsofre' hedder udspillet, der bliver præsenteret onsdag.

”Voldtægt er et af de mest krænkende og traumatiserende overgreb, som et menneske kan udsættes for. Jeg præsenterer nu en række initiativer, som vil betyde, at voldtægtsofrene får en større sikkerhed for, at de i mødet med myndighederne får den bedste behandling, og at deres sager bliver håndteret professionelt,” siger Søren Pind i en pressemeddelelse.

Centralt i udspillet er en bedre og mere koordineret håndtering af anmeldelser af voldtægt. Der skal udarbejdes nye retningslinjer på det område, og i løbet af 2016 vil politiet køre en kampagne, der skal opfordre særligt udsatte målgrupper til at anmelde voldtægt.

Et af de seks initiativer har fokus på bistandsadvokater, der rådgiver ofre i sagsforløbet. Fremover vil ofre blive sat i kontakt med en bistandsadvokat, inden de beslutter sig for, om de ønsker bistand.

Glæde i SF
Hos SF er der glæde over, at justitsministeren kommer med udspil på området.

I oktober fremlagde partiet selv seks punkter, hvor indsatsen for voldtægtsofre kunne forbedres. Retsordfører Lisbeth Bech Poulsen (SF) ser justitsministerens udspil som en imødekommelse af SF-forslagene.

”Jeg er meget glad for at Justitsministeren har lyttet. Punkt for punkt har han imødekommet vores forslag, som jo også har været ønsker fremsat af de organisationer der arbejdet med området. Jeg synes det er godt arbejde og viser at det politiske pres som vi har lagt og det fokus der har været fra medier og organisationers side, har hjulpet. Så det er et rigtig godt udgangspunkt,” siger hun i en pressemeddelelse.

Også Enhedslistens retsordfører, Pernille Skipper, er klar med ros til justitsministeren:

"Jeg er særligt glad for, at politiets indsats og håndtering af sagerne kommer under kraftig forandring, at bistandsadvokatordningen forbedres til ofrenes fordel, så de har ordentlig støtte, og at der kommer både kampagner og fremtidig opfølgning. Jeg vil faktisk kalde det et kæmpe fremskridt fra Søren Pinds side."

Onsdag formiddag mødtes Søren Pind med Folketingets partier, og senere på dagen præsenterer han udspillet i et pressemøde.

Forrige artikel Tidligere PET-chef forlader Venstre Tidligere PET-chef forlader Venstre Næste artikel Beslutning om ny nationalpark rykker nærmere Beslutning om ny nationalpark rykker nærmere