Pia Kjærsgaards tale ved Folkemødet

Det talte ord gælder

I EU er de blevet rigtig bange. Danmark skal bankes på plads. Koste hvad det vil. Alle ideologiske kanoner er kørt i stilling. Alt sammen på grund af vores ønske om at beskytte de danske grænser. Tyskland spiller rollen som "tæskehold". Alt hvad der kan krybe og gå af ministre og ambassadører er sat til at angribe Danmark.

Lad os nu lige få proportionerne på plads. Som led i aftalen om 2020-planen krævede Dansk Folkeparti oprettelsen af en permanent grænsekontrol, der udføres af 98 ekstra toldere. De tjekker ikke en gang folks pas, men de holder et vågent øje med, hvem der passerer grænsen, og de kan naturligvis tilkalde politiet, hvis det er nødvendigt.

Med andre ord: Det hele er en storm i et glas vand. Vi har ikke opført nogen Berlin-mur. Vi har ikke udlagt miner eller bygget vagttårne. Vi vil såmænd bare beskytte danskerne mod de værste østeuropæiske bander. Men EU ser alt gennem ideologiske briller. Det gælder også de hjemlige tilhængere.

Tag nu bare Marlene Wind, der i egenskab af "forsker" burde have en objektiv tilgang til tingene. Men nej. I stedet for objektivitet opfører hun sig som EU's forlængere arm og rakker ned på regeringen og Dansk Folkeparti. Er EU objektiv? Nej, naturligvis ikke. EU er en organisation.  Det tror jeg ind i mellem, de fleste prøver at glemme.

EU er ikke vokset ud af noget ønske fra de europæiske befolkninger. EU er først og fremmest et eliteprojekt. Et skrivebordsprojekt udtænkt af verdensfjerne akademikere. Det oprindelige ønske var smukt: Fred i Europa! Men projektet er løbet løbsk. Hvad i alverden har "fred i Europa" med åbne grænser at gøre? Hvad har fred i Europa med euroen at gøre?

EU-projektet er gået så vidt, at det risikerer at fremkalde præcis de ting, som det ønskede at forebygge. Vi ser, hvordan euroen i øjeblikket adskiller mere, end den forener. Vi oplever, hvordan de åbne grænser faktisk skaber mere mistro end tillid. Jeg holder meget af mine naboer derhjemme. Men jeg er også glad for at klippe min hæk. Forudsætningen for et godt naboskab er netop den gensidige respekt for hinandens ejendom.

Tyskerne kan rende og hoppe. EU-Kommissionen kan rende og hoppe. Den danske grænsekontrol er ikke i strid med Schengen-samarbejdet. De fleste rejsende bliver vinket igennem uden problemer. Men hvis EU fortsætter angrebene på Danmark - ja, så kan jeg sagtens forestille mig et Danmark, der står uden for Schengen-samarbejdet.

Jeg er glad for at være kommet til Bornholm. Bornholm er noget ganske særligt. Noget særligt dansk. Da de svenske hære truede hele Danmarks eksistens og berøvede os Skåne, Halland og Blekinge ved freden i Roskilde i 1658, sagde de bornholmske frihedskæmpere Jens Koefoed og Villum Clausen nej. De dræbte den svenske kommandant Johan Printzensköld og i 1659 fik Kong Frederik III overrakt et overgivelsesbrev fra de modige bornholmere.

Og når danskerne om aftenen den 4.maj tænder lys i vinduerne for at mindes den danske besættelse, gælder det desværre ikke bornholmerne. Her på øen holdt en fanatisk tysk kommandant øen i et jerngreb, og først den 8. Maj blev øen befriet - ikke af englænderne som resten af Danmark, men af russerne, som først forlod øen den 5.april 1946.

Ja, Bornholm har en ganske særlig plads - ikke kun i danmarkshistorien, men også rent geologisk. Mens "vest-danmark" består af sand og moræne, er Bornholm hugget i granit. Et af resultaterne ser jeg næsten hver dag på Christiansborg, som er bygget af granit og sandsten fra netop Bornholm. Og mens Christiansborg er nedbrændt utallige gange og genopført - ja, så står Hammershus der endnu - og denne borg kan dateres helt tilbage til 1200-tallet.

Dansk Folkeparti har ved flere lejligheder givet Bornholm et ganske særligt fokus. Både generelt som led i vores politik for yderområderne, og mere specifikt i forbindelse med redningen af Almegårds Kaserne, som takket være Dansk Folkeparti er bevaret.

Valgkampen raser og raser og vil ingen ende tage. Men vi ved i det mindste, at valget ikke kommer før danskernes sommerferie, og dermed er der på alle måder lagt op til en varm sommer i mere end én forstand.

Det kommende valg til Folketinget bliver det vigtigste valg nogensinde. Aldrig har fronterne været trukket så skarpt op. Aldrig har der været ført valgkamp med så smudsige metoder som nu. Senest er det kommet frem, at fagforbundet 3F har sendt "detektiver" i byen for at grave som meget smuds frem som muligt om ministrene i den borgerlige regering. Hvert et bilag skal endevendes - for tænk nu, hvis man finder en kvittering for en enkelt pilsner, som der ikke er aflagt regnskab for.

Metoderne afslører, at fagbevægelsen, Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti for længst har opgivet deres politiske projekt, fordi de allerede ved, at det slet kan hænge sammen. Et gammelt mundheld lyder, at angreb er det bedste forsvar, og når mirakelmedicinen, der går under navnet "Fair løsning" er blevet skudt sønder og sammen af økonomer og eksperter, er der ikke andet tilbage end angreb under bæltestedet.

Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal interesserer sig ikke for Danmarks fremtid som et økonomisk sammenhængende folkeligt og demokratisk fællesskab. Det afslører manglen på sammenhæng i deres politik. Nej, de interesserer sig kun for én ting: at opnå magt efter ti års ørkenvandring på det politiske overdrev.

I Dansk Folkeparti interesserer vi os først og fremmest for Danmark. Vi lytter "især til danskerne". Vi interesserer os derfor også for det danske demokrati. Og skal vi så ikke lade være med at stikke hinanden blår i øjnene omkring den parlamentariske virkelighed? Hvad er der i grunden galt i, at vi har "blokke" i dansk politik?

Måske husker nogen det mærkelige politiske projekt "Ny Alliance" - "designerpartiet", som skulle være et opgør mod "blokdannelsen" i dansk politik? Partiet endte med at knække halsen på blandt andet blokpolitikken - fordi et enkelt lille parti ikke har styrket til at afvise, at politiske blokke nu en gang er virkeligheden i dansk politik.

Husker nogen årene under Poul Nyrup Rasmussen fra 1993 til 2001? Mig bekendt eksisterede blokpolitikken også dengang. Og da Nyrup ganske knebent vandt folketingsvalget i 1998, havde han ingen problemer med at bruge et færøsk folketingsmedlem til at opnå de nødvendige 90 mandater.

I dag gøres løsgængerne til et problem. Javel, løsgængere er et irriterende fænomen, men et mandat er et mandat. Sådan er den politiske virkelighed nu en gang. Det er det rene hykleri, når politikere fra rød blok i dag stiller sig frem og kritiserer fremgangsmåder, som de selv har benyttet.

Og hvad med virkeligheden i rød blok? Eksisterer den overhovedet, eller er virkeligheden sådan en irriterende detalje, som man helst vil glemme? Virkeligheden er, at "fair løsning" mangler finansiering for et sted mellem ti og 20 milliarder kroner. Virkeligheden er, at rød blok vil være tvunget til at finde den finansiering ved at beskatte danskerne yderligere.

Selv i et land med et af verdens højeste skattetryk er der stadig masser af herlige muligheder. Bilisterne i hovedstadsområdet skal måske til at betale for at kunne passe deres arbejde i København. En betalingsring omkring hovedstaden vil komme til at koste hver enkelt bilist 18.000 kroner om året - og benzinen kan man beskatte endnu mere.

Skal det igen være luksus at køre bil? I Helle Thorning-Schmidts og Villy Søvndals Danmark vil direktøren eller andre med høje indtægter få masser af plads på motorvejen - måske endda i en bil, som de har leaset under favorable vilkår i udlandet? Den almindelige dansker kan da bare få lov til at stå op i en overfyldt bus eller i et tog - hvis han da ellers synes, at det overhovedet kan betale sig at tage på arbejde.

Boligejerne skal også passe voldsomt på. Selv om der aldrig har været flere boliger til salg og priserne falder, har boligejerne ifølge alle partierne i rød blok haft det alt for godt. De radikale og Enhedslisten elsker ideen om at afkræve boligejerne endnu flere skatter. Og boligejerne kan ikke så let tage deres bolig med til udlandet.

Ole Sohn får et hysterisk anfald, hver gang talen falder på øget boligbeskatning. Måske fordi der netop er noget om snakken? Boligejerne kommer under alle omstændigheder gennem den røde vridemaskine. Enten gennem øget beskatning, eller også når renterne stiger dramatisk, fordi Fair Løsning ikke er det glitrede papir værd, som den er skrevet på.

Hvad skal Danmark så leve af? Ja, ifølge rød blok skal vi leve af en underlig blanding af vindmølleproduktion og forskning. Men hvem vil overhovedet gide forske i et land, hvor skattetrykket bare stiger og stiger? Jeg gad godt se den udenlandske ekspert, som beslutter sig for at tage til Danmark.

Som jeg allerede har sagt, er angreb det bedste forsvar. På vælgermøder og i debatter lyver Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal stærkere end en hest kan løbe. Ja, jeg kan ligeså godt sige det ligeud: Det er løgn, når rød blok påstår, at vi har forringet førtidspensionen eller forværret vilkårene for de danske pensionister. Det er ganske enkelt en lodret løgn!

En løgn bliver ikke mindre løgn af at blive gentaget - men gentaget bliver den. Dag efter dag. Uge efter uge. Hele sommeren vil danskerne blive mødt med løgne - hvad enten de udtales i debatter eller i de mange medlemsfinansierede fagforeningskampagner i aviser og overalt i det offentlige rum.

Sandheden er, at regeringen og Dansk Folkeparti måtte gennem et langt og udmattende forhandlingsforløb for at finde de berømte 47 milliarder kroner i 2020-planen. Ikke alt har været lige sjovt at være med til. Men seriøs og løsningsorienteret politik forpligter.

Og hvad har Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti gjort, mens vi andre sad i ugevis ved forhandlingsbordet? Ja, de har ikke sig foretaget andet end at råbe op ude fra sidelinjen.

Intet har de gjort for at sætte deres præg på aftalen. Intet har de gjort for at fremme deres vælgeres interesser. Ikke et eneste lille fingeraftryk har de fået sat på en aftale til gavn for velfærdssamfundets fremtid.

Og med den permanente grænsekontrol har vi etableret et nødvendigt værn mod rejsende tyve- og røverbander - og rejsende i plat og svindel.

Dansk Folkeparti har hele tiden haft trygheden for øje. Den økonomiske tryghed - visheden om, at den danske økonomi ikke kører af sporet. Og den fysiske tryghed - retten til at kunne færdes over alt i det offentlige rum og at kunne beholde sine ejendele.

Men tryghed er ikke nok - tryghed kan skabes på mange måder. Den bedste tryghed er forankret i værdier. I dette tilfælde de danske værdier, som vi med rette er stolte af. For Dansk Folkeparti er der tale om en helhed. Uden velfærd, ingen tryghed - og uden tryghed ingen værdier.

Jeg ønsker alle rigtig god fornøjelse med de kommende dage.