Ph.d.: Socialøkonomiske virksomheder udfordrer velfærdsstaten

Af Christian Franklin Svensson, Ph.d.
Adjunkt, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde

Antallet af socialøkonomiske virksomheder vokser hastigt både globalt og i Danmark, og rammerne er vide for, hvad der kaldes en socialøkonomisk virksomhed. Det kan være køkken- og cafédrift for udviklingshæmmede, købmandsbutikker og pensionater i udkantsområder, udsatte borgere beskæftiget med fremstilling af komponenter til sværindustrien, virksomheder med formål at rumme udsatte borgere på arbejdsmarkedet.

Hvad socialøkonomiske virksomheder primært har til fælles er troen på, at vejen frem for udsatte borgere nødvendiggør inddragelse i markedsøkonomien. For det andet at de er mindst lige så gode eller bedre end den offentlige sektor til at levere tjenester. Det udfordrer grundværdier i velfærdsstaten. Derfor er det nødvendigt, at denne type tiltag aktivt diskuteres for at modvirke en endeløs jagt efter social innovation, der påstår at løse sociale udfordringer. Det er relevant at spørge, om socialøkonomiske virksomheder bidrager til en udvikling af velfærdssamfundet, eller medvirker de til dets afvikling?

Min forskning tager udgangspunkt i Region Sjælland, men samme tendenser gør sig gældende i hele landet. Her fremføres dog ikke en kritik af udsatte borgeres og ansattes handlinger i virksomhederne, for det er tydeligt, at der er stærke humane idealer i form af inddragelse, kollektivitet og nærvær.

Velfærdsinnovatører
De kan ses som social handling og svar på velfærdsstatens teknokratiserende tendenser. I dette lys er virksomhederne frontløbere, fordi demokratiske gennembrud må begynde et sted for derefter at brede sig ud til samfundet.

Dette ligger ifølge antropolog David Graeber op ad modkulturelle traditioner, der skaber nye relationer ved at tage udgangspunkt i de gamle strukturerende systemer. De udfordrer, udstiller og modarbejder dominans for at arbejde hen imod et samfund, der i sig selv tydeliggør ukonstruktive strukturer. Sådanne nye former kan tage form af arbejdende fællesskaber, fælles ejerskab og opposition til de dominerende økonomiske og sociale udtryk.

Grænser for social handling
På globalt plan afgrænses velfærdsstater med følgende mangel på offentlige ressourcer på grund af opfattelsen af, at stater ikke kan imødekomme velfærdsbehov. Dette profilerer socialøkonomiske virksomheder som en form, der både kan overtage og udvikle velfærdsinitiativer.

Idealerne om inklusion af udsatte borgere er agtværdige, men vi bør diskutere grænserne for moderne social iværksætteri som en model for social forandring. Hvad modellen ikke blotlægger, er de sociale strukturer, der former og begrænser det enkelte menneske. Kapitalistiske forretningsmodeller vil ikke løse forankret udsathed. Der er fortsat behov for kritiske og veluddannede aktører som offentligt ansatte inden for socialt arbejde.

Et erklæret eksistensgrundlag for socialøkonomiske virksomheder er at tage sociale hensyn, men det gør ansatte i det offentlige jo allerede, hvilket altid har været et af velfærdsstatens kardinalpunkter. Formålet med lov om social service (Serviceloven) er blandt andet at tilbyde rådgivning og støtte for at forebygge sociale problemer for udsatte borgere.

Socialøkonomiske virksomheder benytter sig af besnærende strategier om at gøre brug af aktuelle muligheder i spændingsfeltet mellem indtjening og social værdi, men uden offentlig bevågenhed har det den yderste konsekvens, at de nedbryder den velfærdsmodel, som de selv både er en del af og afhængige af.

Relationen til den offentlige sektor
Erhvervsstyrelsens vejledning om registrering af socialøkonomiske virksomheder understreger, at de skal være uafhængige af det offentlige og uden væsentlig offentlig indflydelse. Dog er danske socialøkonomiske virksomheder for størsteparten afhængige af den offentlige sektor enten gennem direkte støtte eller gennem overførselsindkomst for borgerne.

Dette er et kontroversielt felt, hvilket understreges af, at Statsforvaltningen i år har fundet, at kommuner ikke må drive socialøkonomisk virksomhed, fordi erhvervsaktiviteter er forbeholdt den private sektor og for at undgå konkurrenceforvridning. Hverken beskæftigelseslovgivning eller loven om registrerede socialøkonomiske virksomheder giver altså kommuner hjemmel til at deltage i sådanne virksomheder, hvilket er interessant på trods af det overordnede politiske ønske om socialøkonomiske initiativer. 

One-size-fits-all
Socialøkonomiske virksomheder viser, at vi er på vej mod nye konstellationer som en ny velfærdsblanding. Det er dog vigtigt at inddrage lokal kontekst, hvilket ofte ikke tages i betragtning, når socialøkonomiske virksomheder promoveres.

Socialøkonomiske virksomheder oversættes rask væk fra en national kontekst til en anden, men forskellige samfundsstrukturer gør, at modeller ikke direkte bør oversættes hverken til eller fra den danske model.

Den britiske antropolog Keith Hart argumenterer for, at det netop er på grund af disse og lignende politiske strømninger, at velfærdsstaten lader til at dekonstrueres. Ikke fordi velfærdsstaten har vist sig at være ineffektiv.

Om socialøkonomiske virksomheder medvirker til velfærdssamfundets forandring eller ligefrem dets afvikling i Danmark (og i Norden), skal ses i relation til ikke-kulturel tilpasning. Ved direkte at overføre én social opbygning til en anden vil allerede velfungerende mekanismer som den danske model udvandes. Så afvikles velfærdsstaten allerede inden, den har fået lov at udvikle sig til sit fulde potentiale. I denne optik er velfærdsstatens påståede afvikling en krise i sig selv. Derfor er det ikke klogt at rive sig med i kritikløs innovationsrus.

Profitbaseret velfærdssamfund
Indlejring af profitorienterede markedskræfter er konsekvensen af universelle svar på danske sociale udfordringer. Profitbaserede socialøkonomiske virksomheder er måske relevante i et samfund som USA, hvor en traditionelt svag velfærdssektor suppleres med private tiltag til gavn for udsatte borgere. Socialøkonomiske virksomheder kan i denne type lande udvikle samfund, hvor solidariske og humane værdier kommer på økonomiske og politiske dagsordener.

Vejen frem
Hvis tendensen fortsætter, må den offentlige sektor ændre kurs for at kunne rumme virksomhederne. Ellers navigerer socialøkonomiske virksomheder i retning af andre områder som det private erhvervsliv og ikke-offentlige organisationer.

Hvis dette ikke skal ske, er det nødvendigt, at den offentlige sektor begynder at åbne sig for nye samarbejdsformer. Tilstedeværelsen af socialøkonomiske virksomheder er et faktum, og øget samarbejde vil alle vinde ved – om end ikke andet så for at have opmærksomhed på udviklingen.

Der er brug for, at socialøkonomiske virksomheder viser, hvordan de er bedre for udsatte borgere end hidtil offentlige tilbud.

Ukritisk idealisering af socialøkonomiske virksomheder kan anskues som kejserens nye klæder i en dagsorden om at minimere statens rolle og at afvikle socialt demokrati. Næste gang du støder på en socialøkonomisk virksomhed, er derfor en opfordring til at undersøge, hvilket type den er. Forskellen er vigtig, for social forandring på længere sigt handler om mere end at opstarte en ny virksomhed uanset hvor socialt bæredygtig, den umiddelbart lader til at være. Dette kræver kritisk stillingtagen og en aktiv indsats for at bevare vores velfærdsværdier.